Van Gogh – Tur til Arken
Kom på tur til Arken med underviser Charlotte Skaaning. Onsdag den 7 november 2018 og oplev Van Gogh
I et enestående samarbejde med Kröller-Müller Museum, Otterlo, Holland kan ARKEN den 1. september 2018 slå dørene op for en omfattende udstilling af van Goghs værker med fokus på forholdet mellem kunst, menneske, natur og Religion.
Det er mere end 50 år siden, at man i Danmark har kunnet opleve en stor separatudstilling af van Goghs malerier og tegninger. Van Goghs spiritualitet og hans kunstneriske blik på mennesket og naturen er enestående. Van Gogh var en religiøs kunstner. Han var overbevist om, at han kunne udrette gode gerninger ved at skabe skønne malerier.
Derfor viser ARKENs udstilling gennem 28 malerier og 11 tegninger, hvordan hans skildringer af hårdtarbejdende bønder og betagende landskaber i Arles skulle udfolde det guddommelige i naturen og mennesket – midt i en brydningstid, hvor troen var under pres fra moderne filosofi og videnskab.
Vincent van Gogh er en af verdens mest kendte og betydningsfulde kunstnere. Berømmelsen skyldes hans utroligt smukke malerier og det intime kendskab til hans private liv, som han beskrev i sin omfattende korrespondance med broderen Theo. Det skabte tilsammen den ultimative kunstnermyte: Det plagede kunstnersind, som skabte de smukkeste malerier. Van Goghs værker indvarsler det moderne i kunsten ved eksempelvis at lade psykologien og subjektet gøre sit indtog i maleriet, skabe billedets ekspressive energi gennem vibrerende farver og tage banebrydende skridt henimod abstraktionen.
OBS: Book din plads med 10% rabat som medlem af Ringsted Kunstklub Skriv til os :ringsted-kontor@lof.dk eller ring tlf. 20285343. Hold 182913
Dato: Ons. d. 7. november 2018, kl. 16.
(Pris: 390 kr)
Sted: Sct. Bendts Kirke, Sct. Bendtsgade 3, Ringsted
Kommentarer