Ringsted by

Naturens Dag

Rekordmange danskere kommer i år ud i naturen på Naturens Dag. Det gælder også H.K.H. Kronprins Frederik, som åbner årets største naturbegivenhed. Herefter indtager hundredtusindvis af danskere naturen.

Selvom det hedder Naturens Dag, så varer det faktisk en hel uge! Der er masser af muligheder for at dække Naturens Dag på Sjælland.

Fra den 3. – 7. september kommer tusindvis af børn fra skoler og institutioner ud i naturen, mens Naturens Dag kulminerer søndag den 9. september, hvor foreninger, naturvejledere og andre inviterer familierne til Naturens Dag. Som presse kan I være med hele vejen.

– Vi ved, at naturoplevelser giver gladere og sundere børn og voksne. Vi ved også, at rigtig mange familier rigtig gerne vil mere ud i naturen, end de når at komme i løbet af en travl hverdagsuge. Til Naturens Dag kan familier i hele Danmark lægge hverdagen fra sig et par timer og samles om netop det: Oplevelser i naturen, siger Lars Mortensen, formand i Friluftsrådet.

REKORDMANGE BØRN SKAL UD I NATUREN

Ud med børnene! I ugen op til søndag d. 9. september holder skoler og institutioner Naturens Dag landet over. Hele 188.000 børn er i år tilmeldt – det er flere end nogensinde før!

Rekorden kommer i kølvandet på en undersøgelse lavet af Kantar Gallup for Danmarks Naturfredningsforening, der viser, at børn i dag kun kommer halvt så meget ud, som deres bedsteforældre gjorde, da de var børn – det skyldes i høj grad digitale medier. Derfor skaber den enorme tilslutning til Naturens Dag glæde hos arrangørerne.

– Vi er meget glade for, at så mange børn skal ud at have jord under neglene i år. Det er enormt vigtigt, at børn kommer ud i naturen, så vi håber, at årets rekord kan inspirere til naturoplevelser resten af året, fortæller Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Læs mere om undersøgelsen.

Sådan dækker I skolernes/ børneinstitutionernes Naturens Dag fra 3.-7. september:

Find en skole tæt på jer – søg på kommune eller postnummer. Kontakt skolen/institutionen og hør nærmere om deres planer for Naturens Dag. I er også velkomne til at kontakte projektleder Anders Vogel, fra Danmarks Naturfredningsforening på 31 19 32 11 eller anders@dn.dk.

Sådan dækker I Naturens Dag d. 9. september:

Søndag er der offentlige arrangementer i hele landet, som inviterer danskerne ud i naturen! Her kan I finde et arrangement nær jer – søg på kommune eller postnummer. Tag kontakt til arrangøren. Alternativt tag kontakt til projektleder Anders Vogel.

KRONPRINSEN ÅBNER BALLET

Naturen er konge: Kronprins Frederik åbner i år Naturens Dag i Ejby Ådal. Her skal Kronprinsen sammen med en lokal 4. klasse ud på en tur i den smukke ådal, hvor de skal forcere en skrænt, balancere over en å og sætte drager op. Til stede er også præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, og formand for Friluftsrådet, Lars Mortensen.

ÅRETS TEMA ER BEVÆGELSE

Naturen indbyder til bevægelse, ligesom man nemt kan blive bevæget i naturen. Naturen er stille, ukompliceret, rolig og tålmodig. Men den er også konstant foranderlig. Åen, du besøgte i går, er en anden i dag. Og så er naturen verdens bedste legeplads. Man kan løbe, hoppe, og soppe i naturen, klatre i træer og lege gemmeleg.

FAKTA

Danmarks Naturfredningsforening lancerede Naturens Dag i 2004. Siden 2010 har den årlige begivenhed været et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet. Læs mere på www.naturensdag.dk
I 2017 deltog 155.000 børn på Naturens Dag i anden uge af september, mens ca. 60.000 danskere troppede op på Naturens Dag om søndagen.
Nordea-fonden støtter Naturens Dag. Fonden støtter aktiviteter, der fremmer sundhed, motion, natur og kultur. Se mere om Nordea-fonden.

NATURENS DAG 2018 FORTALT PÅ 30 SEKUNDER

Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedag for naturoplevelser, der skal få danskerne mere ud i naturen!
Mandag d. 3. september åbner Kronprins Frederik Naturens Dag i Ejby Ådal tæt på Roskilde.
I løbet af ugen d. 3. – 7. september kommer 188.000 børn fra skoler og dagtilbud ud i naturen – det er rekord!
Søndag d. 9. september kulminerer Naturens Dag med offentlige arrangementer i hele landet.
Årets tema er bevægelse i naturen.

 

Kommentarer