Ringsted by

Tusindvis af efterladte killinger

Tusindvis af efterladte killinger i sommerhusområder.

Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 flere tusinde henvendelser om efterladte killinger, som sommerhusgæster har fodret i løbet af deres ferie. Foreningen opfordrer til, at folk tager ansvar for kattene, hvis de vælger at fodre dem.

Med det gode danske sommervejr har mange valgt at droppe udenlandsrejsen for i stedet at nyde sommerferien i et sommerhus. Men sommerferien er højsæson for efterladte killinger, og sidste år modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 hele 2934 henvendelser om killinger, der enten strejfer omkring eller er blevet efterladt. Problemet opstår, fordi feriegæster begynder at fodre omstrejfende katte, men når de forlader sommerhuset igen, efterlader de også en kat, der nu er afhængig af føde fra mennesker.

– Selv om det virker som en god gerning at fodre sultne killinger, gør man i virkeligheden kattene en bjørnetjeneste. De vænner sig nemlig hurtigt til at blive fodret, men når feriegæsterne så forlader sommerhuset, står katten tilbage og skal på ny forsøge at finde sin egen føde igen, forklarer Jens Jokumsen, familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Efterladte killinger og katte kan have svært ved at klare sig selv og er man i tvivl, kan man altid ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, og få råd og vejledning til, hvad der kan gøres.

Regioner med sommerhuskvarterer har flest efterladte killinger

I en ny opgørelse over antallet af henvendelser til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 om efterladte killinger i 2017 viser det sig, at antallet steg i sommerferien for alle regioner. Men især for Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Midtjylland skete der en markant stigning.

– Jeg tror, at sammenhængen mellem antallet af efterladte killinger og regionerne kommer af, hvor der er mange sommerhusområder. Hvis man fodrer kattene, kommer der bare flere af dem, siger Jens Jokumsen.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse er det vigtigt at have for øje, hvis man begynder at fodre omstrejfende killinger, at de mest af alt brug for, at man tager ansvar for dem og lader dem blive en del af familien.

Kommentarer