Ringsted by

Sprøjtegifte fundet i drikkevandet

I følge Danmarks Naturfredningsforening er der de seneste fem år fundet 36 forskellige stoffer i vores drikkevand. Ni af dem stammer fra sprøjtegifte, der stadig bliver brugt i dag.

Når der bliver fundet rester af sprøjtegift i drikkevandet, lyder forklaringen ofte, at det er “fortidens synder” – altså sprøjtegifte der ikke længere bliver brugt i Danmark. Men en ny opgørelse fra Miljøministeriet viser, at også godkendte sprøjtegifte ender i vores drikkevand.

Ni af de stoffer, der er fundet i drikkevandet de seneste fem år, stammer fra sprøjtegifte, som bliver brugt den dag i dag. Det viser en gennemgang af opgørelsen, som Danmarks Naturfredningsforening har lavet.

– Al snak om fortidens synder er jo absurd, når man ser denne opgørelse. Regeringen bliver simpelthen nødt til at sætte ind nu, hvis vi skal sikre rent drikkevand, siger foreningens præsident Maria Reumert Gjerding.

Godkendelsessystemet har fejlet

Grænseværdien for sprøjtegift i drikkevand er sat meget lavt, fordi holdningen i EU er klar: Vi vil ikke have nogen form for giftrester i drikkevandet.

Det er også udgangspunktet, når Miljøstyrelsen godkender sprøjtegifte. Hvis de kan ende i grundvandet i for høje koncentrationer, må de ikke bruges. Alligevel findes godkendte sprøjtegifte i drikkevandet.

– De mange og gentagne fund af godkendte sprøjtegifte i drikkevandet viser, at Miljøstyrelsens godkendelsesordning ikke altid virker, siger Maria Reumert Gjerding.

Det skyldes blandt andet, at sprøjtegiftene ikke testes under danske forhold. Miljøstyrelsen godkender sprøjtegiftene blandt andet på baggrund af modelberegninger baseret på udenlandske jordtyper og klimaforhold.

Beskyt drikkevandet – forbyd sprøjtegift

De mange fund af sprøjtegifte bekymrer nogle af landets førende eksperter på området.

– Situationen er uheldig, fordi myndighederne har godkendt sprøjtemidler på forkert grundlag, og fordi vi gerne vil have rent grundvand – også af hensyn til menneskers helbred, siger Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin og forskningsleder ved Syddansk Universitet.

Danmarks Naturfredningsforening samler i øjeblikket underskrifter ind for at lægge pres på regeringen.

– Den eneste sikre måde at beskytte drikkevandet på er at forbyde sprøjtegift dér, hvor drikkevandet dannes og pumpes op. Men regeringen skal handle nu, så vi kan sikre rent drikkevand til vores børn og børnebørn, siger Maria Reumert Gjerding.

Godkendte sprøjtegifte fundet i drikkevandet de seneste fem år

Glyphosat (og nedbrydningsproduktet AMPA)

Fundet 68 gange (Glyphosat 54 gange og AMPA 14 gange)

1.140.700 kg solgt i 2016

Bentazon

Fundet 251 gange

22.446 kg solgt i 2016

2,4-D

Fundet 1 gang

18.918 kg solgt i 2016

MCPA

Fundet 5 gange

18.936 kg solgt i 2016

Dichlorprop

Fundet 42 gange

8 kg solgt i 2016

Mechlorprop

Fundet 26 gange

3 kg solgt i 2016

4-CPP og 4-Nitrophenyl (Nedbrydningsprodukter)

Fundet 91 gange (4-CPP 46 gange og 4-Nitrophenyl 45 gange)

Hvad er nedbrydningsprodukter?

På sin vej i grundvandet kan sprøjtegifte blive nedbrudt til op mod ti forskellige stoffer. De kaldes nedbrydningsprodukter. I alt er der fundet seks godkendte sprøjtegifte og tre nedbrydningsprodukter fra disse i drikkevandet de seneste fem år.

MCPA, 2,4-D, Dichlorprop og Mechlorprop kaldes samlet set phenoxysyrer, eller hormonmidler, da de har en effekt som væksthormon i planterne. De har samme grundstruktur og derfor mere eller mindre samme nedbrydningsprodukter, så man kan ikke adskille hvilket af de fire stoffer, de to nedbrydningsprodukter – 4-CPP og 4-Nitrophenyl – kommer fra.

Kommentarer