Ringsted by

Spøgelsesbilister skal bremses af lave stopskilte

Vejdirektoratet opsætter i den kommende tid særligt lavt siddende tavler med indkørselsforbud på frakørselsramperne ved hovedparten af de hjemlige motorveje.

Stoptavlerne skal være med til at forhindre spøgelsesbilister i at køre den forkerte vej ned på motorvejene.

Forskning viser nemlig, at påvirkede og demente trafikanter har en tendens til at kigge ned og til siden, når de kører. Netop den type bilister er overrepræsenterede som spøgelsesbilister. Derfor er det Vejdirektoratets forhåbning, at de nye, lavt siddende stoptavler vil være med til at stoppe flere af dem, når de er på vej ned af frakørselsramperne i den forkerte retning.
60-80 centimeters højde
Helt konkret vil stoptavlerne blive opsat i 60-80 centimeters højde. De vil blive placeret helt oppe ved afslutningen af frakørslerne, så de kan advare spøgelsesbilisterne, så snart de drejer ned på dem.
Stoptavlerne vil være af den slags, som normalt bruges til at advare trafikanterne om indkørselsforbud – altså røde med en bred, hvid stribe i midten. De vil supplere de stoptavler, der i forvejen er opsat ved ramperne, men som typisk hænger i en større højde. Det er planen, at de vil være opstillet over hele landet inden udgangen af 2018.
Der vil dog være nogle ramper på Sjælland, hvor tavlerne ikke opstilles. Det skyldes, at der skal findes en nærmere teknisk løsning på, hvordan tavlerne skal opsættes på disse ramper.

Kommentarer