Ringsted by

Ringsted Kommunes ungepsykolog hjælper unge med mistrivsel

Benjamin Steffen-Nielsen er ansat som ungepsykolog i Ringsted Kommune. Han tilbyder rådgivende, gratis og anonyme psykologsamtaler til unge i alderen 16-25 år.

Eksamensangst, selvværdsproblemer og ensomhed er nogle af de mange udfordringer, som unge mennesker kan kæmpe med. En bevilling fra Byrådet betyder, at unge mellem 16-25 år i Ringsted Kommune kan få gratis psykologhjælp og hjælp og vejledning til at tackle livets udfordringer.

Benjamin Steffen-Nielsen tiltrådte stillingen pr. 1. april 2017, og hans opgave er at hjælpe unge Ringsted-borgere, som oplever mistrivsel.

Formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Britta Nielsen (SF), er glad over tilbuddet til de unge:

– Jeg er meget glad for, at Ringsted Kommune tilbyder gratis, vejledende psykologsamtaler til unge i kommunen. Det er vigtigt, at Ringsted Kommune aktivt er med til at forebygge mistrivsel, og derfor er jeg særligt glad for Byrådets beslutning om at støtte op om kommunens sårbare unge, som måske ikke ellers ville have råd til at opsøge og få psykologhjælp,  siger hun.

Unge i Ringsted Kommune kan bl.a. henvende sig til psykologen om:

o Problemer i skole/uddannelse/arbejde.

o Relationelle problemer, fx familie/venner/kæreste.

o Problemer med alkohol/stoffer.

o Bekymringer, stress, pres, høje forventninger og selvværds-problemer.

o Tristhed, angst, forvirring, skyldfølelse, uro, vrede, sorg, savn og andre følelser.

o Selvskadende adfærd.

o Ensomhed.

Ny forskning viser en negativ udvikling i den mentale sundhed blandt danske unge. Benjamin Steffen-Nielsen fortæller, at de unge har mange forskellige udfordringer, men at ”pres” ofte er et ord, der går igen. Mange unge oplever, at de ikke slår til eller er ’gode nok’, som de er.

Der er ikke nødvendigvis tale om unge, der har en egentlig diagnose, men unge som alligevel mistrives i et omfang, som er ud over, hvad der normalt betragtes som en del af ungdomslivet.

Benjamin Steffen-Nielsen har fået henvendelser fra unge, som oplever mange forskellige slags udfordringer og problemer, men uanset hvad forsøger han at arbejde på de unges egne præmisser:

– Tilbuddet skal være let tilgængeligt og give mening for den unge. Jeg har ikke en fast plan eller målsætning for samtalerne, men tager udgangspunkt i hvad den unge synes er vigtigt at tale om. Jeg håber, at jeg dermed kan blive en refleksions- og samtalepartner for de unge og give dem redskaber til at løse eller få et bedre greb om de udfordringer, som de kæmper med.

Benjamin Steffen-Nielsen holder fysisk til i Ungeliv på Prinsensvej. Han er 28 år og uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2016 og har igennem en årrække arbejdet med frivillig ungerådgivning sideløbende med studiet.

Tilbuddet er gratis, anonymt og henvender sig til alle unge i alderen 16-25 år fra Ringsted Kommune. Den unge kan modtage op til fem samtaler. Benjamin Steffen-Nielsen kan kontaktes på tlf. 29 43 77 38 (opkald eller sms) eller mail: ungepsykolog@ringsted.dk.

Kommentarer