Ringsted har Danmarks næsthøjeste stigning i hussalget
Hussalget i Ringsted Kommune har i de seneste fem år været inde i en eksplosiv udvikling. Antallet af solgte huse er steget med ikke mindre end 167 procent i forhold til 2012. Det er den næststørste stigning på landsplan. Kun i Solrød kommune har den procentvise stigning af solgte ejendomme været større end i Ringsted.
Opgørelsen er foretaget af boligsiden.dk og viser stigningen målt i første halvår 2017 i forhold til tilsvarende periode i 2012.
I 2012 blev der solgt 75 huse i Ringsted i første halvår. I år har antallet af handler været 200.
På landsplan udgør stigningen mere end 60 procent, og 12 kommuner har i perioden oplevet mere end en fordobling i antallet af hushandler, altså heriblandt Ringsted.
Mens der i hele Danmark fra januar og frem til 1. juli i år blev solgt 23.517 huse, lyder tallet for den tilsvarende periode tilbage i 2012 på 14.566 handler.
– Generelt er der tale om en bemærkelsesværdig udvikling i samtlige af landets regioner. Stigningerne i salget ligger på mellem 41 procent i Region Nordjylland og hele 92 procent i Region Sjælland, der indtager en klar førsteplads som det område, hvor stigningen har været mest markant, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Hun henviser til en generel vækst på hele boligmarkedet som årsag til, at vi ser et så højt bundniveau for selv de regioner, der har oplevet de mindste stigninger. Den primære grund til udviklingen i Region Sjælland er derimod mere specifik.
– København er uden tvivl motoren i salget. De høje priser i hovedstaden rykker ved grænsen for, hvor langt folk er villige til at flytte væk, så længe det vel at mærke er i pendlerafstand til byen. Søger du en bolig med plads til en familie og et livslangt perspektiv, får du alt andet lige mere for pengene i provinsen, og som priserne skyder i vejret i disse år, er det for mange blevet en nødvendighed mere end et valg at flytte ud af byen, fortsætter Birgit Daetz.
– Udviklingen henover det seneste år indikerer, at samme tendens kommer til at fortsætte et godt stykke tid fremover. I forhold til første halvår 2016 ses de største stigninger netop i flere af de københavnske omegnskommuner. Det er dog også værd at tage notits af, at kommuner som Svendborg, Morsø, Horsens og Bornholm sniger sig med i top 10 med stigninger i hussalget på omkring 30 procent, slutter Birgit Daetz.
Den kommune i landet, hvor der er blevet solgt flest huse i årets første seks måneder, er Aarhus med 1.182 handler. På fem år er salget steget med lidt over 50 procent.
Kommentarer