Ringsted by

Regionens dygtigste bygningsstruktører

Med guldmedaljerne om halsen er Mads og Mathias klar til DM i Skills 2019.

Mathias fra Fensmark og Mads fra Flakkebjerg sejrede ved regionsmesterskaberne i Skills inden for bygningsstruktør-uddannelsen. Nu er fundamentet støbt til deres deltagelse i DM i Skills 2019, hvor de går efter titlen som danmarksmester.

Tre dages hårdt og koncentreret arbejde gav pote, da Mads Omø Beyer og Mathias Dahl Pedersen, begge 21 år, kunne lade sig kåre som vindere ved regionsmesterskaberne for bygningsstruktører. Her fik makkerparret en førsteplads, og det betyder, at de nu skal dyste mod Danmarks største håndværkertalenter til det kommende DM i Skills 2019.

Mathias og Mads er ikke fremmede for Skills-konkurrencen, og sidste år kvalificerede de sig ligeledes til DM efter et veloverstået regionsmesterskab. Det førte dem tidligere på året til Herning, hvor DM i Skills 2018 blev afholdt. Her sluttede de af med en andenplads, hvilket kun gav dem blod på tanden. Siden da er der blevet trænet i stor stil, og drengene har fordelen af at kende hinanden godt, da de er i lære hos den samme virksomhed.

– Det er klart for mig, at Mads og Mathias er dygtigere end den gennemsnitslige bygningsstruktør-lærling. De har et naturligt flair for konkurrence, og så er de bare gode sammen. Nu glæder vi os til at se dem blive danmarksmestre, lyder det fra Henrik Jørgensen, direktør hos HJ Gruppen, hvor Mads og Mathias’ læreplads, Brdr. H. & S. Jensen, indgår.

Når man ser dem arbejde, er det klart, at der er tale om et helt specielt samarbejde. Arbejdet foregår i en kontinuerlig strøm af fremdrift og arbejdsfordelingen bliver ikke påtalt – de ved lige, hvor de har hinanden, og det virker til, at den ene kender den andens næste bevægelse, inden den overhovedet udføres. Under regionsmesterskabet resulterede samarbejdet i en opgave, der stod knivskarpt på konkurrencens sidste dag.

– De er på ingen måder gået på kompromis med deres opgave. Mads og Mathias er kanon dygtige, og er gået ind i konkurrencen med en stor seriøsitet, fortæller Jimmy Olsen, faglærer på EUC Sjællands struktør-uddannelser og talenttræner for Mathias og Mads.

EUC Sjællands talentarbejde

Begge bygningsstruktør-elever er en del af talentarbejdet, som EUC Sjælland har indledt for at styrke deres fagligt stærkeste elever. Det betyder, at der blandt andet er afsat en talenttræner til at skærpe håndværkertalenternes evner og fokus, der vil blive udfordret under DM.

– Vi vil gerne understøtte de mange håndværkertalenter, som vi har på EUC Sjælland, og give dem de bedste betingelser for at blive endnu bedre. Vigtigst af alt, så vil vi sørge for at skabe nogle af fremtidens bedste håndværkere, forklarer John Norman, der er direktør på EUC Sjælland.

Hvorvidt Mathias og Mads ender med at blive Danmarks bedste afgøres til april 2019 i Arena Næstved. Det står dog allerede klart, at de får selskab af flere deltagere fra EUC Sjælland. Der har nemlig været medaljeregn over skolens talentelever ved flere af regionsmesterskaberne på tværs af uddannelsesretninger. Indtil videre vil EUC Sjælland være repræsenteret med deltagere inden for fagkategorierne: elektriker, bygningsstruktør, murer, flisemurer, VVS-energi og bygningsmaler.

Håndværkerguld

I 2019 er Næstved vært for DM i Skills, og her går EUC Sjælland, som altid, efter at repræsentere regionens faglighed og dygtighed på stærkeste vis. Det sker under sloganet Håndværkerguld, fordi vi har ambitioner om at skabe Danmarks bedste håndværkere. Denne ambition virkeliggøres gennem et dedikeret talentforløb, der består af fagligt stærke talenttrænere, samt udfordrende og givende træningsrammer.

Kommentarer