Ringsted by

Prisrevolution i den grønne omstilling

Det første udbud af vedvarende energi, hvor solceller og vindmøller har konkurreret med hinanden, har været en kæmpe succes og sikrer stor VE-udbygning (vedvarende energi) til historisk lave priser.

Danskerne kan se frem til at få ekstremt meget grøn strøm for pengene. Det står klart, efter Energistyrelsen i dag har offentliggjort resultatet af det såkaldte teknologineutrale udbud, hvor sol og vind for første gang har været i konkurrence med hinanden.

Udbuddet har resulteret i en støttesats på gennemsnitligt 2,28 øre per kilowatttime, hvilket er markant under støtteprisen i den tidligere gældende åbne støtteordning (25-øren). Faktisk er det hele 6 gange lavere. De lave priser betyder, at de 254 mio. støttekroner, der blev konkurreret om i udbuddet, kan veksles til ca. 200 megawatt (MW) grøn energi (opgjort i landvindækvivalenter) – en betydelig tilføjelse til den grønne omstilling i Danmark og nok til at dække elforbruget hos 160.000 danske husstande.

– Det har været min mission som minister at give danskerne mest mulig grøn omstilling for deres penge. Jeg er derfor meget tilfreds med resultatet af udbuddet, som understreger, hvor hurtigt teknologiudviklingen går, og hvor meget det gavner, når støtten konkurrenceudsættes, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Politisk nybrud giver gevinst

Det succesrige udbud, som Energistyrelsen netop har afholdt, er det første af to teknologineutrale udbud, som regeringen og Dansk Folkeparti aftalte at afholde i 2018 og 2019. Udbuddene er et nybrud i den grønne omstilling i Danmark, for det er første gang, at grønne energiformer kæmper om støtte mod hinanden.

I årtier har staten givet målrettet statsstøtte til forskellige vedvarende energikilder, men i foråret 2017 anbefalede Energikommissionen at gå væk fra håndholdte støtteordninger og lade markedskræfterne råde, hvilket regeringen har taget til sig.

Nybruddet har båret frugt, og det tegner ikke bare godt for det kommende udbud i 2019, men også for de årlige og langt større teknologineutrale udbud, som blev aftalt med samtlige af Folketingets partier i energiaftalen fra juni 2018. Her er der afsat sammenlagt 4,2 mia. kr. til udbud i årene 2020-2024.

– Det succesrige udbud viser, at den grønne omstilling bliver billigst, når markedskræfterne får lov til at bestemme. Jeg letter på hatten for de mange gode bud, vi har fået, og jeg ser frem til de fremtidige udbud og forhåbentligt endnu lavere priser, siger Lars Chr. Lilleholt (V).

 

Fakta

– I årtier har Danmark givet målrettet statsstøtte til forskellige vedvarende energikilder, og det teknologineutrale udbud med vind og sol i 2018 blev det første, hvor markedskræfterne i langt højere grad har rådet.

– Udbuddet har været en succes, og gennemsnittet af de vindende pristillæg er endt på 2,28 øre per kilowatttime, hvilket er markant under tidligere tiders støtteniveauer. Støtten gives som et tillæg til elprisen i 20 år.

– Den lave gennemsnitspris sikrer danskerne mest grøn strøm for pengene, og sammenlagt forventes der at blive opført ca. 165 megawatt vind og ca. 104 megawatt sol efter udbuddet. Det er et betragteligt bidrag til den grønne omstilling og kan levere strøm til ca. 160.000 danske husstande.

-Det vægtede gennemsnit af de vindende pristillæg i det teknologineutrale udbud er hele 6 gange lavere end den tidligere gældende støtteordning (25-øren).

– Blandt vinderbuddene tegner sig til at være, hvad der kan blive Danmarks største landvindmøllepark. Der er også vinderbud, der kan blive Danmarks næststørste solcellepark. Buddene er fordelt mellem både Jylland og Sjælland.

– Alle projekterne har en godkendt lokalplan i de respektive kommuner bag sig. Anlæggene har to år til at blive nettilsluttet.

– Udbuddet har kun været for vindmøller og solceller, og der har været afsat et budget på 254 mio. kr. (2018-priser). Næste år vil det blive afholdt endnu et teknologineutralt udbud med vind og sol, og her er der afsat 588 mio. kr. (2018-priser).

– I energiaftalen fra sommeren 2018 blev alle Folketingets partier enige om at lave yderligere teknologineutrale udbud, som inkluderer flere teknologier. Hertil er der sammenlagt afsat 4,2 mia. kroner i 2020-2024.

Kommentarer