Ringsted by

Pindsvinevennerne får økonomisk støtte til at redde pindsvin

Pindsvinevennerne i Danmark har indgået en sponsoraftale med OK, der gør det muligt for bilister at støtte foreningens arbejde, hver gang bilen tankes – helt uden at det koster ekstra.

Pindsvinevennerne i Danmark har cirka 80 plejestationer fordelt over hele landet. Foreningen arbejder for at redde pindsvin i nød, men også for at udbrede budskabet om, at befolkningen skal passe på pindsvinet som dyreart.

Pindsvin har mange fjender, og mennesket er formentlig den største. Sådan lyder det fra foreningen Pindsvinevennerne i Danmark, der derfor kæmper for at redde nødstedte og tilskadekomne pindsvin samt moderløse unger.

Vi gør det for at bevare bestanden af pindsvin i Danmark. Med vores budskaber håber vi, at flere i befolkningen bliver klar over, at vi skal passe på pindsvin, for de er nyttedyr, konstaterer Lone Læbel Ehlers, som er kasserer og har ansvar for fundraising, markedsføring og sponsoraftaler.

Hun glæder sig over, at foreningen nu har indgået en sponsoraftale med energiselskabet OK, der betyder, at de fremover kan få økonomisk støtte, når bilister tanker. Og det er en støtte, der er tiltrængt, forklarer Lone Læbel Ehlers:

Vi betaler foder, alle dyrlæge- og medicinudgifter, kattemodermælkserstatning, der bruges til opflaskning af små unger, samt andre hjælpemidler for vores plejestationer. Vi køber også luplamper, som plejerne bruger til at fjerne spy, maddiker og flåter med,opremser hun og nævner også, at der er kommet nye retningslinjer på området for pindsvineplejere, hvilket kræver årlige kurser, der også belaster foreningen økonomisk.

Sådan støttes pindsvinene

Sponsoraftalen er simpel. Bilister kan støtte foreningen med 5 øre for hver liter, der tankes hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og selskabets forhandlere, som betaler støtten. Man skal bare huske at melde sit OK Benzinkort til Pindsvinevennernes sponsoraftale, så gives støtten, uanset om betalingen sker med benzinkortet, betalingskort eller i Tank & Betal-appen.

Foreningen får 5 øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Og yderligere 5 øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man støtte Pindsvinevennerne med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter.

Alle frivillige i foreningen arbejder ulønnet og bruger al deres fritid. Fra juli til oktober er der drøn på for vores plejere, og da vi ikke har penge nok til at betale for alle deres udgifter, har de også selv en egenbetaling. Det kan få nogle plejere til at melde fra, lyder det fra Lone Læbel Ehlers, der håber, at sponsoraftalen også kan hjælpe på det.

Fakta om OK og sponsoratet:

  • OK er et dansk andelsselskab, ejet af cirka 12.000 kunder og forhandlere
  • OK forsyner boligejere, landbrug og erhvervsliv med olie, brændstof, naturgas, varmepumper, solceller, el, mobiltelefoni og forsikringer
  • OK støtter sammen med de lokale OK-forhandlere omkring 1.600 klubber og foreninger over hele landet. Foruden sporten støtter OK bl.a. arbejdet i SOS Børnebyerne samt Dansk Handicap Idræts-Forbund

Kommentarer