Ringsted by

Ny hjemmeside skal styrke arbejdsmiljøet

Arbejdstilsynet og Videncenter for Arbejdsmiljø lancerer en ny hjemmeside, der skal gøre det lettere for virksomheder, medarbejdere og andre at finde regler og viden på arbejdsmiljøområdet.

Arbejdstilsynet og Videncenter for Arbejdsmiljø har lanceret en fælles hjemmeside: Arbejdsmiljø i Danmark – amid.dk.

Hjemmesiden skal gøre det nemmere for virksomheder, medarbejdere og andre aktører at finde regler og vejledninger om fx et arbejdsmiljøproblem, samt relevant forskningsbaseret viden og værktøjer, der kan understøtte dem i arbejdsmiljøarbejdet. Nu er indholdet samlet og sammentænkt for at gøre formidlingen på arbejdsmiljøområdet mere overskuelig.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

– Det glæder mig, at man på denne måde får samlet tingene. Det kan syne af lidt med en ny hjemmeside, men i praksis har det stor betydning for hele indsatsen ude på arbejdspladserne, at virksomhederne og medarbejdere nemt kan finde reglerne og relevant viden på et givent problem. Regeringen har også netop fået en række anbefalinger til et bedre arbejdsmiljø fra et ekspertudvalg, som vi nu vil arbejde videre med. Der skal øget fokus på området, for ingen skal blive syge eller komme til skade ved at tage på arbejde.

Den nye hjemmeside udspringer af Beskæftigelsesministeriets strategi for en mere sammenhængende arbejdsmiljøindsats fra juni 2016.

Kommentarer