Ringsted by

Nu mangler vi bare loven

Vilde dyr i cirkus bør have et dyrevenligt otium. Det fastslår Det Dyreetiske Råd i en rapport til Miljø- og Fødevareministeriet. Så de vilde dyr kan udskifte cirkus med en hverdag i mere naturlige rammer, når blot loven er vedtaget. Dyrevelfærdsorganisationen World Animal Protection bifalder anbefalingerne, og opfordrer politikerne til at vedtage loven snarest.

Elefanterne skal ikke længere stå på et ben i cirkus. De kan sendes til zoologiske anlæg eller rehabiliteringsparker og leve et liv med alle fire ben solidt plantet på jorden. Det står klart, efter at Dyreetisk Råd i denne uge udkom med anbefalinger til, hvor de vilde dyr i danske cirkus bør leve livet uden for rampelyset.

Det Dyreetiske Råd har på opgave fra minister for miljø og fødevarer, Jakob Ellemann-Jensen, kogt anbefalingerne ned til forslag, der “måske vil kunne være dyrevelfærdsmæssigt forsvarlige”, som det hedder i rapporten. Og det glæder direktør Gitte Buchhave i dyrevelfærdsorganisationen World Animal Protection Danmark:

– Det er altid vigtigt at dyrevelfærden får højeste prioritet. Jeg vil derfor gerne opfordre politikerne til at prioritere dyrevelfærden, når loven forhåbentlig meget snart vedtages, siger Gitte Buchhave

Råd: Loven bør vedtages hurtigt
I marts i år gav et flertal i Folketinget mundtligt tilsagn til loven, der vil forbyde vilde dyr i cirkus. Efter at ministeren, Jakob Ellemann-Jensen, har konsulteret Det Dyreetiske Råd, er det nu op til Folketinget at sætte handling bag den mundtlige aftale. Ifølge Det Dyreetiske Råd bør loven faktisk iværksættes hurtigt, “så der ikke spekuleres i at hente nye, yngre dyr til Danmark, som kan vanskeliggøre og forsinke afviklingen af vilde dyr i danske cirkus”, står der i rapporten:

– Der er ingen grund til at udsætte vedtagelsen af loven yderligere. Det Dyreetiske Råd har klædt politikerne på, så dyrevelfærd- og etik kan prioriteres højt. For dyrevelfærdens skyld håber jeg, at loven vedtages øjeblikkeligt med en kort udfasningsperiode, så de vilde dyr hurtigt kan vende tilbage til mere naturlige rammer, lyder det fra Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark

Tre mulige løsninger
Det Dyreetiske Råd peger i rapporten på tre mulige løsninger “forudsat at faciliteterne i de konkrete tilfælde tilgodeser dyrenes behov”. Dyrene kan forblive i cirkus’ varetægt uden at optræde, de kan blive sendt til zoologiske anlæg i ind- og/eller udland, og endelig kan dyrene sendes til rehabiliteringsparker. Og det er sidste løsning, som er god dyrevelfærd, påpeger Gitte Buchhave:

– Som dyrevelfærdsorganisation ser vi så afgjort et reservat eller en rehabiliteringspark som den ultimative løsning. Her kan dyrenes behov tilgodeses i mere naturlige rammer. Et zoologisk anlæg er ikke vores prioritet, med mindre det kan tilbyde faciliteter i stil med et reservat. Og vi kan slet ikke se det naturlige i at lade dyrene blive i cirkus, fastslår Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.

Kommentarer