Ringsted by

Lørdag bliver Danmark endnu en gang lyserød

Under parolen ‘Vi støtter byens bryster’ går over 2.000 frivillige den 6. oktober sammen med deres lokale erhvervsdrivende om at lave en lyserød folkefest og samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne.

Hver niende danske kvinde bliver ramt af brystkræft. Antallet af personer, der får stillet diagnosen, har været stigende gennem de sidste 60 år.

Så der er al mulig grund til at være med, når Danmark for 11. år i træk bliver hyllet ind i lyserødt til fordel for brystkræftsagen.

Det sker nu på lørdag den 6. oktober, hvor der landet over er Lyserød Lørdag med et hav af fantasifulde aktiviteter. I år kan man blandt andet komme til Ladies Night, golfturnering, kondibingo, bridgeturnering, mandeløb, kagesalg, foredrag – og meget mere.

I stort set alle dele af Danmark er der lokale arrangementer i ugen op til eller på selve Lyserød Lørdag. Den store opbakning fra frivillige ildsjæle og det lokale erhvervsliv imponerer formand i Kræftens Bekæmpelse Helen Bernt Andersen.

– Lyserød Lørdag er et godt eksempel på, at vi når ud dér, hvor livet leves og hvor mennesker er. Det er med til at skabe nærhed og respekt for sagen. At frivillige får aktiveret det lokale erhvervsliv om en landsdækkende sag – det er da imponerende, siger Helen Bernt Andersen.

Vild med dans-stjerne bakker op

I år har den kendte professionelle danser, Karina Frimodt, der er aktuel i TV 2’s seerhit ’Vild med dans,’ lagt ansigt og navn til Lyserød Lørdags fine brystkræftsløjfe med årets flotte design.

– Det er vigtigt, at vi står sammen om brystkræftsagen. Vis omtanke og bær sløjfen – det gør jeg, siger Karina Frimodt.

Hun er en af de mange, som har været ramt af brystkræft. Flere og flere får kræftsygdommen, men der er heldigvis også stadig flere, der overlever den. I dag er 87 pct. i live fem år efter, diagnosen blev stillet. Ved udgangen af 2015 levede 64.405 danske kvinder med en brystkræftdiagnose.

Årets flotte sløjfe, som Karina Frimodt har lagt navn og ansigt til, koster 20 kroner og kan købes ved mange af de lokale Lyserød Lørdag-arrangementer og i udvalgte lokale butikker.

Alle bryster er forskellige

Årets Støt Brysterne-kampagne hylder forskelligheden, og hovedbudskabet er, at ’alle bryster er forskellige, men ingen af dem skal have kræft.’

Det understøttes i høj grad på Lyserød Lørdag, hvor målet og meningen med det hele er, at alle kan være med. Man har stort set frie tøjler og kan bidrage med det, man er bedst til, og som man synes er sjovt.

I 2017 havde Lyserød Lørdag 10 års jubilæum, og der blev samlet fem mio. kroner ind. Pengene går til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende ramt af brystkræft.

Kommentarer