Ringsted by

Kvalitetsstempel til akutberedskabet

Akutberedskabet i Region Sjælland er blevet akkrediteret efter de højeste standarder. For os er det kvalitet, når borgerne føler sig trygge og godt behandlet, siger direktør for Præhospitalt Center.

 

Borgerne i Region Sjælland er i gode hænder, når de har brug for en ambulance eller en sygetransport. Akutberedskabet er nemlig helt i top. Det vurderer Akkrediteringsnævnet, som netop har godkendt fuld akkreditering af akutberedskabet i Region Sj​ælland.

Præhospital direktør Benny Jørgensen er stolt af resultatet:
– Det er dejligt at få sådan et kvalitetsstempel. Vores medarbejdere er tit de allerførste, borgerne møder, når de er kommet til skade eller er blevet ramt af pludselig sygdom. Derfor er det helt afgørende, at vi er på pletten med en hurtig indsats, som borgerne er trygge ved, og vi gør vores bedste hver eneste dag, siger han.
Akutberedskabets organisationer, Falck og Præhospitalt Center, blev undersøgt i uge 46 af et surveyteam fra IKAS – Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet. Der blev i alt kontrolleret 40 standarder og 150 indikatorer, som alle er opfyldt til mindste detalje.

Omsorg og professionalisme

Surveyteamet vurderer blandt andet, at akutberedskabet er en professionelt ledet organisation med høj faglig standard, som arbejder systematisk med kvalitet, risikostyring og patientsikkerhed. Der er klare fokuserede mål og strategier. Også medarbejderne får flotte ord med på vejen. De er fagligt kompetente, engagerede og udviser ro, omsorg og professionalisme i mødet med patienten, lyder det fra surveyteamet, som også noterer sig, at der er et godt samarbejde mellem Præhospitalt Center og Falck.
Godkendelsen gælder for en treårig periode, og det er anden gang i træk, akutberedskabet får topkarakter af Akkrediteringsnævnet. Forklaringen er god holdånd og målrettet arbejde med kvaliteten i Præhospitalt Center, siger præhospital direktør Benny Jørgensen:
– For os er det kvalitet, når borgerne føler sig trygge og godt behandlet. Derfor gør vi også meget ud af at få tilbagemeldinger fra borgerne, for vi kan jo altid gøre det lidt bedre, siger han.
Akkrediteringen tager afsæt i Den Danske Kvalitetsmodel for det præhospitale område. Den Danske kvalitetsmodel (DDKM) er et kvalitetsudviklingssystem, som skal fremme patientforløb på tværs af sektorer, øge den patientoplevede kvalitet og synliggøre kvalitetsarbejdet i organisationen

Kommentarer