Kontrol af bilisters hastighed på Roskildevej i Benløse
En ATK-fotovogn (Automatisk Trafik Kontrol) foretog tirsdag eftermiddag fra kl. 17.46 en kontrol af bilisters hastighed på Roskildevej i nordøstlig retning, hvor højst tilladte hastighed i byzonen ifølge skiltningen er 60 km/t.
Kl. 18.22 passerede en personbil fotovognen med høj hastighed, så fotovognens blitz blev udløst, og operatøren i fotovogn kunne konstatere, at bilistens hastighed var blevet målt til 127 km/t mod de højst tilladte 60 km/t. Der var således tale om en sag om vanvidskørsel, da den målte hastighed var mere end det dobbelte af den tilladte.
Føreren af den hurtigkørende bil undrede sig over blitzblinket og henvendte sig kort efter ved fotovognen, hvortil en politipatrulje blev tilkaldt for straks at foretage den fornødne sagsbehandling.
Politiet fik klarlagt, at føreren af bilen var en 18-årig mand fra Borup, som blev sigtet for hastighedsovertrædelsen. Han blev samtidig gjort bekendt med, at hans førerret blev inddraget straks, så han måtte aflevere sit blot 10 måneder gamle kørekort.
Den 18-årige var kørende i en personbil, som var ejet af et familiemedlem, der havde udlånt bilen til ham. Trods dette blev den 18-årige gjort bekendt med, at bilen blev beslaglagt efter bestemmelserne om vanvidskørsel, hvilket bilejeren også blev gjort bekendt med. Bilejeren ønskede dog beslaglæggelsen forelagt for retten, så en dommer skal nu kigge nærmere på grundlaget herfor.
Den 18-årige og bilejeren vil derfor høre nærmere fra politiet, når der er truffet en retlig afgørelse om beslaglæggelsen, og den 18-årige kan tillige afvente en strafferetlig afgørelse i anledning af vanvidskørslen.
Hastighedsmålingen på stedet varede to timer og 15 min., hvorunder 300 bilister passerede målebilen. I alt fire bilister kørte så hurtigt, at de blev blitzet, og den ene af disse fire var vanvidsbilisten. De tre øvrige bilister kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af det foto, som blev optaget ved deres hastighedsovertrædelse.
Kommentarer