Ringsted by

Kontrakt om anlæg af Ringsted Sundhedshus

Se billedserie

Ringsted Kommune har indgået kontrakt med totalentreprenør om anlæg af Ringsted Sundhedshus

Ringsted Kommune har underskrevet kontrakt med virksomheden STB BYG A/S, der bliver totalentreprenør på det nye Ringsted Sundhedshus ved Knud Lavard Centret. Byggeriet forventes at starte i første kvartal af 2019.
Ringsted Kommunes kommende Sundhedshus er nu kommet et vigtigt skridt nærmere sin realisering. Ringsted Kommune har haft opgaven som totalentreprenør på Ringsted Sundhedshus i udbud. Kommunen har nu underskrevet kontrakt med STB BYG A/S. Ringsted Sundhedshus laves som en tilbygning til det eksisterende Knud Lavard Center.

”STB BYG A/S leverede et detaljeret og gennemarbejdet tilbud, hvor konkurrenceprogrammets krav og ønsker i høj grad er opfyldt. STB BYG A/S vil opføre et byggeri med fokus på samskabelse af kommunens sundhedsfunktioner og sundhedsaktiviteter, og byggeriet vil arkitektonisk få en naturlig sammenhæng med det eksisterende Knud Lavard Center”, forklarer Britta Nielsen, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Ud over at huse en stor del af Ringsted Kommunes sundhedstilbud, vil det nye Sundhedshus blive indrettet, så forskellige foreninger får mulighed for at benytte lokalerne. Den nybyggede 1. sal indrettes med henblik på udlejning til privat lægepraksis, og derover indrettes der et nyt og mere moderne lokale til Region Sjællands lægevagt.
Tilbygningen til det eksisterende Knud Lavard Center bliver på brutto 1.716m², inkl. første sal og kælder. Udendørsarealerne udformes, så der udvises hensyn til gangbesværede borgere, og der laves en parkeringsplads til ca. 40 biler på den østlige del af centeret.

”I STB BYG A/S er der stor glæde over tildelingen af opgaven. I projektet har vi lagt vægt på integration mellem det eksisterende og det nye, arkitekturen samt det indretningsmæssige af sundhedshuset,” siger administrerende direktør i STB BYG A/S, Jens Winther.

FAKTA
Fem totalentreprenører blev prækvalificeret og afgav bud, og STB BYG A/S vandt altså udbuddet.
Projektet blev udbudt i omvendt licitation med fast pris på 37. mio. kr. Ved valg af totalentreprenør er der vurderet på de bydendes projektløsninger, kvalitetsbeskrivelser og projektorganisationer.
Detailprojektering er igangsat, og selve byggeriet forventes at starte i første kvartal i 2019.
Sundhedshuset skal efter planen tages i brug i februar 2020.

Kommentarer