Indskolingselever skal lære at spise sundt
Seks skoler fra Ringsted deltager i det nye EU-støttede Projekt Sund Skole. De seks skoler er Ådalskolen, Byskovskolen, Vigersted Skole, Valdemarskolen, Sct. Joseph Skole og Nordbakkeskolen, hvor nye skoleelever starter op på en såkaldt Årgang Sund.
Formålet med projektet er at få indskolingselever til at lære at spise sundere:
– Vi ser ofte, at det er i indskolingen, at børnene virkelig kan rykke sig. I de små klasser har børnene stadig madpakke med hjemmefra, de drikker stadig skolemælk, og det er i det hele taget her, de gode kostvaner skal cementeres. Derfor sætter Projekt Sund Skole først og fremmest fokus på de yngste elever, siger projektleder hos Mejeriernes Skolemælksordning, Louise Poulsen.
Projekt Sund Skole er udviklet af Mejeriernes Skolemælksordning til elever fra 0.-3. klasse. Med undervisningsmateriale og sjove opgaver sætter projektet fokus på spisepauser, sunde madpakker og drikkevaner i skoletiden.
Valdemarskolen i Ringsted er en af de skoler, der allerede har tilmeldt sig. Her er omkring 350 elever fra indskolingen klar til at sætte tænderne i Projekt Sund Skole.
– Det er vigtigt, at vi lærer eleverne, at sund mad giver mere energi og gør dem friskere, både i timerne, og når de leger med deres kammerater. Ved at sætte fokus på det i indskolingen kan vi også være med til at forhindre, at eleverne får usunde vaner, som de skal slås med i mange år, siger lærer Lotte Toftegaard fra Valdemarskolen i en pressemeddelelse.
– På Valdemarskolen har vi i forvejen meget fokus på sundhed og kost. Men Projekt Sund Skole giver os mange nye idéer til undervisningen, og materialet er nemt at gå til. Vi ser også frem til at få idéer til, hvordan vi får forældrene endnu mere på banen, når det gælder sund mad, siger Lotte Toftegaard.
Kommentarer