Ringsted by

Hver tredje er kommet til skade under træning

Fotograf: Victor Freitas

Januar er højsæson for nye træningsvaner, men for hver tredje dansker har træningen givet en skade. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

Undersøgelsen viser desuden, at hver sjette dansker planlægger at øge træningsmængden eller starte med at træne her i januar.

– Årsskiftet er en god anledning til at få sat nye, sunde vaner i system. Men det nytter ikke noget, hvis man træner forkert eller for meget, for så ender man med at få skader. Vi ser løbende, hvordan forkert eller for hård træning er skyld i skader, der kunne være undgået, siger Henrik Sagild, direktør for Skade i Gjensidige Forsikring.

Løbeskader og holdsport er værst
Selvom hver sjette træningsskade sker i forbindelse med styrketræning, er det stadig løb og holdsport, der er skyld i flest skader som helhed. De står nemlig for henholdsvis 44 % (løb) og 35 % (holdsport) af de motionsformer, der har givet skader.

– Det er godt for krop og sjæl at træne, det hersker der ingen tvivl om. Hvis man får en skade, er det vigtigt, at man går til lægen, og derefter melder det til sit forsikringselskab. Nogle skader kan nemlig vise sig at give gener senere i livet, og derfor er det vigtigt, at man har gjort forsikringen opmærksom på, hvad der er sket. Hvis man er i tvivl om noget, bør man altid kontakte sit forsikringsselskab, siger Henrik Sagild.

Mange skader kan undgås, hvis man starte stille ud og husker et par gode råd
Hvis man sætter sig for at træne for første gang, eller vil starte med en ny motionsform, er det vigtigt, at man har realistiske forventninger til sig selv, dyrker den type motion, man synes er sjovest og husker at spørge om hjælp, hvis der er øvelser, man har svært ved at udføre.

Husk altid at varme kroppen godt op
– Start stille og roligt ud, hvis det er lang tid siden, du har trænet
– Sørg for du kender træningsmaskinerne og de øvelser, du skal lave
– Hvis du er meget øm, skal du tage en pause fra træning og lade din krop få ro
– Husk at strække ud efter træning – det kan forhindre ømme muskler

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring i november 2018 blandt 1089 repræsentativt udvalgte danskere.

Motionerer du på en eller flere af følgende måder?

Styrketræning 19 %
Løb 15 %
Cykling 23 %
Holdtræning i fitnesscenter 9 %
Yoga 6 %
Holdsport (f.eks. fodbold, håndbold eller lignende) 5 %
Crossfit 2 %
Andet sport, notér: 23 %
Jeg træner ikke 36 %

Planlægger du at starte med at træne eller øge din træningsmængde efter jul/nytår?

18 % af den danske befolkning planlægger at starte med at træne eller øgetræningsmængden efter jul/nytår.
Ja 18 %
Nej 68 %
Ved ikke 15 %

Har du nogensinde fået en skade, mens du trænede?

Ja 32 %
Nej 63 %
Ved ikke 4 %

Hvilke idrætter har du dyrket, hvor du har fået en skade?

Styrketræning 18 %
Løb 44 %
Cykling 11 %
Holdtræning i fitnesscenter 5 %
Yoga 1 %
Holdsport (fx fodbold, håndbold eller lignende) 35 %
Crossfit 2 %
Andet sport, notér: 21 %

 

Kommentarer