Hurra – vi kan cykle
At blive cykelsikker er første skridt på vejen til at blive trafiksikker børnecyklist. Cyklistforbundet tilbyder lige nu forældre en gratis guide til at lege cykellege og hjælpe sit barn til at blive sikker på cyklen. Det sker i anledning af maj-kampagnen ‘Vi Kan Cykle!’. 12.374 børn fra børnehaver over hele landet, blandt andet Ringsted kommune, deltager i årets kampagne.
Hvornår kan man begynde at cykeltræne med sit barn – 2-4-6 år? Cyklistforbundet er ikke i tvivl: Allerede fra to års alderen kan du gå i gang med cykellege og give dit barn gode og trygge oplevelser med cyklen. Først senere skal det handle om at lære barnet alt det andet, som det skal kunne for at blive klar til at bevæge sig ud i trafikken.
– At være en god børnecyklist handler om meget mere end at lære færdselsregler. Det handler først og fremmest om at blive tryg på en cykel og turde løfte en hånd fra styret, kigge sig over skulderen eller bremse og sætte den ene fod på jorden. Det er forudsætningen for at blive en trafiksikker børnecyklist, der kan signalere sving til siden eller se efter trafik bagfra, lyder det fra Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam.
Med kampagnen Vi kan Cykle! tilbyder Cyklistforbundet sammen med Østifterne børnehaver en cykellegspakke, der skal hjælpe pædagogerne i gang med at bruge Cyklistforbundets koncept ’Cykelleg’.
Cykelleg er en let og sjov måde at få mere cykling ind i hverdagen og træne balance, afstands- og fartbedømmelse og forskellige manøvrer på cyklen – uden at opdage det, fordi børnene leger og har det sjovt.
HENT DEN GRATIS FORÆLDREFOLDER
– Børn har først overskud til at orientere sig mod andre trafikanter og trafikken som sådan, når de færdigheder sidder på rygraden. Det kræver øvelse – også efter at mor og far har sluppet kosteskaftet, siger Klaus Bondam.
Derfor har Cyklistforbundet i anledning af kampagnen lavet forældrefolderen ’Cykelglæde begynder med cykelleg’. Folderen tilbyder både sjove og nemme ideer til cykelleg derhjemme og på legepladsen og vigtig viden til forældre, der gerne vil hjælpe sit barn godt i gang på cyklen.
– Det er lege, som blot kræver et barn, en cykel og et område uden trafik. Og så selvfølgelig lyst til at have det sjovt, siger Klaus Bondam.
Hent den gratis folder her.
KAMPAGNE MED VOKSEVÆRK
Cyklistforbundet har sammen med Østifterne kørt Vi kan Cykle!-kampagnen gennem antal år og med så stor succes, at man i år har valgt at udvide kampagnen og gøre plads til endnu flere børn og institutioner. I år deltager 12.374 børn fra 315 institutioner i 72 kommuner.
– Det er dejligt at se, hvor glade pædagogerne er for kampagnen. At bakke op om børnecykling og aktiv transport som en naturlig del af hverdagen er af mange årsager afgørende i disse år, hvor færre og færre børn og voksne cykler, siger Klaus Bondam.
BOOK CYKLISTFORBUNDETS CYKELLEGEKORPS
Børnehaver, der ikke nåede at tilmelde sig årets kampagne, kan booke Cyklistforbundets Cykellegekorps. Cykellegskonceptet er udviklet af Cyklistforbundet i samarbejde med en række erfarne bevægelsespædagoger.
Med et endags kursus bliver pædagoger i vuggestue, børnehave og SFO samt lærere i indskolingen og på mellemtrinet klædt på til at bruge cykelleg i egen institution og skole.
Læs mere her.
Kommentarer