Ringsted by

Godt håndværk skal på skoleskemaet

Et nationalt udviklingsprojekt sætter fokus på håndværk for børn og unge.

Målet er, at skoleelever på et tidligt tidspunkt bliver introduceret til materiale, teknikker og bygningskultur. Det sker med levende undervisning i nye alliancer mellem f.eks. museer, folkeskoler og erhvervsskoler.

Hvordan bygger man et bur til sit kæledyr fra bunden? Hvad er forskellen på en nedstryger og en overfræser? Hvornår bruger man oliebaseret maling? Udviklingsprojektet Håndværk i Folkeskolen handler om at få børn og unge til at interessere sig for det gode håndværk. Samtidig inspirerer projektet til nye undervisningsmuligheder i det obligatoriske fag håndværk og design.

Håndværk har samfundsværdi 
En håndfuld pilotprojekter har siden november 2017 sat fokus på materialer, teknikker og bygningskultur landet rundt:

“Som moderne museum ønsker vi at tage aktivt del i centrale samfundsproblemstillinger. Kort fortalt: hvordan får vi styrket glæden og værdien ved det håndværksmæssige? Det er en fælles samfundsopgave at understøtte både hænder og hoved,” siger Erik Als, vicedirektør på Nationalmuseet, som er øverste ansvarlig for udviklingsprojektet Håndværk i Folkeskolen.

Projektdeltagerne står blandt andet for at udvikle modelkataloger med koncepter, der på sigt kan bruges af alle folkeskoler i deres undervisning på 6. klassetrin.

Mere end hammer og mejsel
I et aktuelt pilotprojekt over to uger i september skal 6. klasser fra Kildedamsskolen og Katrinedalsskolen i Holbæk tage del i maler- og tømrerfag på EUC Nordvestsjælland og i Andelslandsbyen Nyvang – et historisk oplevelsescenter. I undervisningen er der fokus på praktiske øvelser, hvor eleverne selv skal planlægge og bygge kaninbure, sæbekassebiler og kongespil.

“Det er meget vigtigt at fokusere på håndværk og design i grundskolen. Her har vi som erhvervsuddannelsescenter helt naturligt meget at byde ind med – både i form af faciliteter og viden. Vi skal have flere unge til at få øjnene op for erhvervsuddannelserne. De håndværksmæssige discipliner har udviklet sig enormt, og godt håndværk er ikke længere kun hammer og mejsel men også avanceret it og robotteknologi,” siger Steffen Lund, direktør på EUC Nordvestsjælland.

Konceptet og undervisningsmaterialet til pilotprojektet er udviklet i et samarbejde mellem EUC Nordvestsjælland, lærergrupper fra de deltagende folkeskoler, Andelslandsbyen Nyvang og Nationalmuseet.

Fokus på faglig stolthed
Håndværk i Folkeskolen er et samarbejdsprojekt, der inddrager både virksomheder, erhvervsskoler, folkeskoler, museer og kommuner. Foreningen Realdania har støttet projektet økonomisk.

“Udviklingsprojektet sætter fokus på faglig stolthed. Håndværk har værdi for samfundet – ikke kun historisk men også i forhold til fremtidssikring. Det er vores ambition at styrke interessen for bygningskultur og godt håndværk blandt alle generationer i samarbejde med arkitekter, rådgivere, museer og håndværkere,” siger Eske Møller, projektleder i Realdania.

Om Håndværk i Folkeskolen
Der er tale om et toårigt udviklingsprojekt, som blev søsat i november 2017 med baggrund i et praktisk undervisningsforløb omkring håndværk med 6. klasser på Frilandsmuseet.

Foruden modellen i Holbæk har udviklingsprojektet indtil nu sat yderligere to klyngesamarbejder i gang, der skal dække udvalgte områder i henholdsvis Jylland og på Bornholm. I Vinderup koordinerer projektet Hænder og Huse en indsats med udgangspunkt i Frilandsmuseet på Hjerl Hede. I Rønne på Bornholm er det Bornholms Museum, der står for udviklingsopgaven.

Kommentarer