Ringsted by

Fattigdom i vækst

Danmark har tilsluttet sig FN’s Verdensmål. Det første mål hedder kort og godt “Afskaf fattigdom”. Nu har Danmarks Statistik udformet en definition af fattigdom i Danmark. Den viser desværre, at den relative fattigdom stiger i et af verdens rigeste lande.

Danmark har tilsluttet sig FN’s Verdensmål. Det første mål hedder kort og godt “Afskaf fattigdom”. Herunder er der en række delmål. Et af dem handler om at halvere andelen af mennesker, der lever i fattigdom, inden 2030. Som konsekvens har Danmarks Statistik udarbejdet nogle indikatorer til at følge udviklingen.
Det fortæller afdelingsdirektør Niels Ploug fra Danmark Statistik til Jyllands-Posten den 15. juli 2018. Med den nye definition genindføres reelt en fattigdomsgrænse, som ellers blev afskaffet i 2015 af den nuværende regering efter at være indført af Helle Thorning Schmidts regering i 2013.

Fattigdom i vækst i Danmark
Med den nye grænse, som ser på antallet af såkaldt etårs-fattige, var der i 2015 200.100 personer i relativ fattigdom. Dette tal steg i 2016 til 226.520 personer eller 4 pct. af befolkningen. I 2016 blev der indført et særligt kontanthjælpsloft, og der kan vi forvente, at tallet vil stige markant i de efterfølgende år.
Når man ser på andelen af økonomisk sårbare personer, som svarer ja til tre ud af fem spørgsmål om vanskeligheder ved at klare økonomiske udfordringer, er tallet i 2017 8,5 pct. af befolkningen ifølge Danmarks Statistik.
De nyeste undersøgelser viser, at bare et år i fattigdom for et barn eller en ung har langsigtede konsekvenser ind i voksenlivet.

Stigende behov for hjælp til udsatte børns fritidsaktiviteter
I BROEN og andre organisationer, som arbejder med at afbøde konsekvenser af fattigdom i børnefamilier, mærker vi også et stigende behov for hjælp, blandt til at støtte deltagelse i et aktivt fritidsliv.
– Vi er vidner til en trist udvikling, siger Peter Poulsen, formand for BROEN Danmark.

– Vi kan mærke, at der er flere og flere børnefamilier, der har en økonomisk presset hverdag, og derfor også har svært ved at finde overskuddet til børnenes fritidsaktiviteter. Vi kan i BROEN ikke gøre ret meget ved forældrenes situation, men vi kan i hvert fald gøre vores bedste for at afbøde konsekvenserne for børnene, så de ikke bliver tabt, mens man politisk diskuterer, hvad der er den rigtige løsning. Og vi ved, at det betyder meget for et barn at være en del af fællesskabet med andre børn i eksempelvis i en sportsforening eller en spejdergruppe, slår han fast.

I 2016 støttede BROENs lokalforeninger i alt 3.643 børn og unge til løbende fritidsaktiviteter samt ca. 250 til aktiviteter i ferier. Der var dengang 24 lokalforeninger og 180 frivillige. I 2017 var tallene steget til samlet støtte til 4.613 børn ud over året samt 208 børn i ferier, en indsats der blev løftet af ca. 200 frivillige.
I dag har BROEN i alt 29 lokalforeninger fordelt ud over Danmark. De senest tilkomne er BROEN Lyngby-Taarbæk, BROEN Randers og BROEN Rudersdal.

BROEN Danmark indgår i netværket “Børn i fattigdom? Nej tak!”, som arbejder for at afskaffe fattigdom blandt børn og unge i Danmark, eller som minimum at imødegå konsekvenser af fattigdom i børnefamilier.
På årets Folkemøde på Bornholm arrangerede netværket eventen “Stafet mod børnefattigdom”, hvor stafetten blev givet videre til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra Rådet for Socialt Udsatte.

Kommentarer