Ringsted by

Endnu et wake up call fra EU

EU kalder på handling og understreger i dag ved Kommissionens klimaudspil, at vi ikke kan blive ved med at tære på klodens ressourcer. Vejen til en bæredygtig klode kalder på at sætte turbo på for at reducere vores CO2-udledninger

”Tak til EU-Kommission for at sætte en ambitiøs retning, men det er også nødvendigt, hvis vi skal vinde klimakampen. FN’s klimapanel, IPCC, har i sidste måned sat en fed streg under de ubehagelige konsekvenser, hvis vi ikke holder stigningen under 1,5 og UNEP har vist os, hvor chokerende langt vi er fra målet,” siger Thomas Damkjær Petersen, der er formand for Ingeniørforeningen, IDA.

EU-Kommissionens klimaudspil er en direkte opfordring til Danmark om at melde sig som grøn fortrop i klimakampen – det gør vi ved at investere de rigtige steder.

”Vi skal ikke bruge vores penge på at købe kvoter, der har lav effekt – i stedet skal vi investere i energibesparelser og vedvarende energi. Det giver både reduktioner og understøtter et marked for lav-emissionsløsninger. Vi har teknologierne, men vi skal også vise, at vi har viljen til at skabe de forandringer, der skal til, for at vi kan være en klode bekendt, som vores kommende generationer skal leve og ånde på,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Med klimaudspillet fra EU-Kommissionen håber vi, at der bliver sat endnu mere turbo ind for at handle hurtigt, for Danmark halter stadig bagefter.

”Hele Folketinget har ansvaret for, at vi i Danmark tager vores andel af reduktionerne. Danmark har brug for en samlet klimaplan, hvor vi kommer hele vejen rundt om vores udledninger og får lavet en plan for, hvordan vi når nul-emission i 2050. Derfor håber jeg, at Folketinget tager EU-Kommissionens klimaudspil gravalvorligt, så der skrues et nøk op for ambitionerne i det klimaudspil, der for tiden bliver forhandlet,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Kommentarer