Ringsted by

Dyrenes Beskyttelse efterforsker ulovlig hundehandel

Selv om Fødevarestyrelsens nye smileyordning for hundehold ikke kan stoppe ikke-registrerede virksomheder, ser Dyrenes Beskyttelse positivt på ordningen. For at få de ulovlige hundehandlere frem i lyset har foreningen taget initiativ til sin egen efterforskning.

I april uddelte Fødevarestyrelsen den første smiley til et erhvervsmæssigt hundehold. Ifølge de nye regler skal erhvervsmæssige hundehold landet over have et årligt, uanmeldt tilsyn fra Fødevarestyrelsen. Dyrenes Beskyttelse ser positivt på den nye ordning, men Danmark har stadig problemer med ulovligt salg af hunde, som smileyordningen ikke vil kunne løse.

”Det er et godt initiativ, der giver en større gennemsigtighed for kommende hundeejere, så de er sikre på, at forholdene er i orden hos dem, der opdrætter og sælger hunde erhvervsmæssigt, men det er ikke en løsning på alle problemerne med ulovligt salg af hunde,” fortæller Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Efterforskning af ulovlige hundehold

Jens Jokumsen forklarer, at smileyordningen ikke kan stoppe hundehandlere, der i strid med reglerne ikke lader sig registrere som erhvervsdrivende. Det er kun de registrerede, erhvervsmæssige opdrættere, hundehandlere, hundepensioner og internater, der får et årligt, uanmeldt kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen.

Derfor har organisationen ansat en tidligere efterforsker ved politiet til at kigge på sager om mulige ulovlige hundehold og hvalpefabrikker.

”De lyssky hundehandlere kan ikke komme frem i lyset med smileyordningen, men Dyrenes Beskyttelse vil gerne have belyst den ulovlige handel med hunde, der avles under kummerlige vilkår. Vi har indtil videre kigget på 80 sager, siden vi startede med at efterforske i efteråret 2017. Heraf er 38 sager videregivet til Fødevarestyrelsen, mens fire er blevet politianmeldt. Det viser, at der er et stort behov på området,” fortæller Jens Jokumsen.

Dyrenes Beskyttelse får typisk kendskab til de ulovlige hundehold via foreningens vagtcentral 1812, hvor borgere kan tippe Dyrenes Beskyttelse ved mistanke om vanrøgt af dyr.

GUIDE: 5 gode råd til hvalpekøbere

Mange hvalpe avles i private opdræt og under fine forhold, som ikke er omfattet af Fødevarestyrelses smileyordning. Om der er en smileyordning eller ej, er det altid vigtigt, at man bruger sin sunde fornuft, når man er ude at købe hund, lyder rådet fra Dyrenes Beskyttelse.

  1. Hvalpen skal være mindst otte uger gammel.
  2. Hvalpen skal være registreret i Dansk Hunderegister.
  3. Sørg for også at se hvalpens mor.
  4. Køb aldrig, hvis du er i tvivl eller føler dig presset af sælger.
  5. Kontakt politiet eller 1812 ved mistanke om vanrøgt eller ulovlig handel.

Kommentarer