Ringsted by

Danskerne handler for svimlende DKK133,5 mia. på nettet

Den årlige, toneangivende rapport Dansk E-handel stiller i 2018 skarpt på danskernes samlede forbrug på nettet, der er stærkt stigende omend præget af stadigt større konkurrence fra udlandet: Knapt halvdelen af danskerne handler nu på nettet i lande som Kina, Tyskland, USA og Storbritannien – og det er flere end nogensinde før.

2018 tegner til at blive endnu et rekordår for dansk e-handel: I alt DKK133,5 mia. står danskerne til at forbruge på nettet i løbet af året, viser nye tal fra 12. udgave af Dansk e-handel, og det er en stigning på hele 23% set ift. 2017. Det viser beregningerne fra den spritnye rapport, der er blevet til på basis af en YouGov-undersøgelse foretaget blandt 7.000 respondenter – heraf 2.000 danske – på vegne af DIBS, del af Nets.

»Danskernes købelyst er i topform, og der er meget at glæde sig over i 2018. Abonnementer bliver stadigt mere populære, og selvom TV- og musikstreaming stadigt er højdespringerne, kommer nye forretningsidéer til, og i år viser analysen f.eks., at det er blevet mere populært at abonnere på dyrefoder. Mange e-købmænd har forstået at gøre det nemt for forbrugeren og samtidig lave en forretningsmodel, der giver løbende indtjening«, fortæller Henriette Høyer, salgsdirektør hos i DIBS, del af Nets, der står bag den årligt tilbagevendende rapport.

E-handlen er gået global

Som noget nyt i år har rapporten -der giver et detaljeret og statistisk retvisende billede af e-handlen og dens udvikling i Danmark samt Sverige, Norge og Finland- skærpet sit fokus på danskernes forbrug fremfor virksomhedernes omsætning; for i højere grad at afspejle forbrugeradfærd fremfor brancheudvikling samt understrege en vigtig trend: E-handlen anno 2018 er gået global.

»49% af danskerne har ifølge undersøgelsen handlet i udenlandske webshops indenfor de sidste 3 måneder, og det er en stigning på 4 procentpoint siden 2017. Det kan m.a.o. ikke understreges kraftigt nok, hvor stor betydning udlandet og gigantiske internationale konkurrenter har fået for dansk e-handel. Det markerer vi selv i rapporten med en ny målingsmetode, der udelukkende afspejler danskernes forbrug, og dermed hvor internationaliseret og grænseløs danskernes e-handel virkelig er«, pointerer Henriette Høyer.

50% rejser, 35% varer, 15% services

Fordelingstallene viser imidlertid det samme under den nye målingsmetode: ‘Rejser’ er stadig danskernes største forbrugspost med 50% eller op imod DKK67mia. af det samlede onlineforbrug, mens kategorien ‘varer’ på andenpladsen udgør 35% med DKK46mia. På tredjepladsen finder vi kategorien ‘tjenester’ med 15% eller DKK20mia. af det samlede onlineforbrug.

»At rejse er stadigt at leve for os danskere, selvom også vores vare- og tjenesteforbrug er på vej frem. Det er e-handel i det hele taget, og forskellen i fordelingstallene viser derfor i højere grad, i hvilke sektorer digitaliseringen har bedst fat i samfundet: At 19% af danskerne nu køber deres parkering online samtidigt med at hele 21% nu køber dagligvarer over nettet, fortæller noget om, at vi danskere er villige til at tage nye vaner til os – selv i brancher man traditionelt har forbundet med detailhandel, sedler og mønter. Det er meget spændende at observere«, uddyber Henriette Høyer.

Norden på nettet: Forbrug for 1/2 trilliard

Hvor Danmark ligger nummer to på opgørelsen over de fire nordiske lande, tager Sverige førstepladsen med DKK192mia., mens Norge og Finland placerer sig på 3. og 4. pladsen med hhv. DKK111mia. samt DKK93mia. i årligt onlineforbrug. Tilsammen forbruger de fire nordiske lande i alt DKK528mia. i 2018 – altså over en halv trilliard kroner. Ifølge DIBS’ e-handelsekspert Patrik Müller findes der flere forklaringer på det massive onlineforbrug, omend han peger på særligt to adfærdsforklarende karakteristika, som rapporten også konkretiserer: Bekvemmelighed og tryghed. Ifølge ham er mennesket nemlig ”dovent og bange”.

»Det lyder tungsindigt og højtravende, men faktisk forklarer det interessante aspekter af forbrugernes adfærd. Bekvemmelighed er den primære årsag til, hvorfor vi shopper online, og vi stiller derfor høje krav til, at e-handel er nemt og hurtigt. Hvis forbrugerne møder for mange forhindringer i købsprocessen, afbryder de ganske enkelt deres køb. Øjeblikket, hvor forbrugerne er shoppelystne og klar til at købe, er nemlig både kort og flygtigt. Samtidig kan vi bedst lide det, vi kender og har prøvet før. Det er også forklaringen på, hvorfor forbrugerne trods alt har været en del år om at tage mobil e-handel til sig. Nu -efter en årrække med smartphones- er shopping fra mobilen blevet velkendt og trygt«, forklarer Patrik Müller.

Kommentarer