Ringsted by

Borgerrådgiver er klar til at hjælpe borgerne

Ringsted Kommunes nye borgerrådgiver står fra mandag den 3. september klar til at hjælpe borgere i mødet med Ringsted Kommune.
Borgerrådgiveren i Ringsted Kommune skal styrke dialogen mellem borgere og kommune og hjælpe borgerne gennem det kommunale system. Den nye borgerrådgiver er klar til at mødes med de første borgere fra mandag den 3. september.

Den nye borgerrådgiver kan medvirke til at sikre, at borgere føler sig hørt i sager, hvor de ikke har fundet kommunens sagsbehandling tilfredsstillende. Borgerrådgiveren kan ikke tage stilling til, om en borger for eksempel har ret til en bestemt ydelse eller vurdere det faglige indhold i en afgørelsen, men kan undersøge, om borgeren har fået en korrekt behandling.

Borrådgiveren er uvildig og uafhængig af kommunens administration.

Hos borgerrådgiveren kan borgere for eksempel:

  • Klage over kommunens sagsbehandling, den personlige betjening eller kommunens måde at varetage praktiske opgaver på samt diskrimination.
  • Få vejledning om klagemuligheder indenfor det offentlige system og vejledning om borgerens rettigheder i forbindelse med sagsbehandlingen.
  • Få hjælp, hvis en borger har svært ved at forstå en afgørelse fra kommunen.
  • Få borgerrådgiveren til at mægle mellem en borger og en kommunal medarbejder.

Alle borgere i Ringsted Kommune kan kontakte borgerrådgiveren. Det er et gratis tilbud. Borgere i andre kommuner er også velkomne til at kontakte borgerrådgiveren, hvis henvendelsen vedrører Ringsted Kommune.

Tager borgerrådgiveren en sag op, vil borgerrådgiveren undersøge sagen og sende en rapport til kommunen med sagens konklusioner, eventuel kritik og henstillinger samt en forklaring om, hvilke konsekvenser en eventuel mangelfuld sagsbehandling eller utilstrækkelig borgerbetjening kan have for en borger og for kommunen.

Alle henvendelser til borgerrådgiveren er med til at skabe læring i kommunen. Det sker dels i borgerrådgiverens tilbagemelding til afdelingerne og dels i den årlige beretning, som borgerrådgiveren afgiver til Byrådet.

Kontakt til borgerrådgiveren

Borgerrådgiveren har åbent for personlige henvendelser på Rådhuset alle hverdage kl. 10.00 – 15.00. Dog ikke tirsdage mellem kl. 12.00 – 14.00, hvor du kan møde borgerrådgiveren på Ringsted Bibliotek og Borgerservice. Her kan du møde op uden at bestille tid og få en kort drøftelse af din sag. Mødetiderne gælder fra mandag den 3. september.

Vil du være sikker på at træffe borgerrådgiveren, er det en god idé at ringe og aftale en tid på forhånd. Du kan kontakte borgerrådgiveren på telefon 57 62 67 93 eller 23 99 48 14.

Du kan også møde den nye borgerrådgiver til Ringsted Natten fredag den 31. august

Kommentarer