Ringsted by

De bedste kundeklubber – Hvor får du mest for pengene?

Imerco løber med sejren som den bedste kundeklub.
En ny undersøgelse fra Mikonomi.dk viser, at Imerco giver sine medlemmer en 7 gange højere pointsats end Coop. Til trods for dette, viste Coop sig at være kundeklubben med den næststørste årlige besparelse på 220 kr. baseret på danskernes gennemsnitlige årlige forbrug.

En undersøgelse foretaget af Mikonomi.dk konkluderer, at Imercos kundeklub, Imerco+, er kundeklubben med den højeste pointsats samt kundeklubben, hvor den gennemsnitlige dansker kan opnå størst årlig besparelse. I den modsatte ende af pointskalaen finder vi Coop, hvor medlemmer kan opnå en bonus på 1% af deres indkøb. Et medlemskab hos denne kundeklub skal dog ikke undervurderes. Coop viser sig nemlig at være kundeklubben med den næststørste årlige besparelse i kroner baseret på danskernes gennemsnitsforbrug.

Stor forskel på pointsatser

Resultatet af undersøgelsen viser, at Imerco tilbyder sine medlemmer en pointsats, der er 7 gange højere end den hos Coop. Der er dog stor forskel på vilkårene for pointene, samt hvornår disse udløses.

Hos Imerco optjener du point svarende til 7% af beløbet, der handles for. Du kan bruge dine optjente point 31 dage efter de er optjent. Som medlem af Coop foregår optjening af point helt anderledes – når du har handlet for 500 kr., udløses en rabat på 1% på resten af dine køb i den pågældende måned. Hver måned starter du forfra.

De forskellige kundeklubber opererer med forskellige pointsatser og vilkår. Disse har Mikonomi.dk undersøgt og sammenlignet for at vurdere, hvor man får flest point for pengene samt, hvor stort et forbrug man skal have, før der er gevinst at hente.

Dit forbrug dikterer din besparelse

Mikonomi.dk har udregnet, hvor mange penge man, i bedste tilfælde, ville kunne opnå i rabat hos de respektive kundeklubber baseret på danskernes gennemsnitlige årsforbrug.

Her løb Imerco endnu engang med sejren. Resultatet fra undersøgelsen viste, at man ville kunne opnå en årlig besparelse på 269 kr. Til trods for at undersøgelsen afslørede Coop som værende kundeklubben med den laveste pointsats, er dette suverænt kundeklubben, hvor medlemmerne optjener point hurtigst og lettest, da dagligvare er det, man handler mest ind på årlig basis.

Den tilsyneladende lave bonus løber derfor op, og resultatet viste, at der er 220 kr. at spare som medlem af Coop. Dette er med forbehold for, at man er en yderst loyal kunde. Undersøgelsen konkluderer nemlig, at det kræver ekstrem loyalitet før, man som kunde opnår en mærkbar besparelse.

Club BR viste sig at være kundeklubben med den laveste årlige besparelse på blot 27 kr. baseret på danskernes gennemsnitsforbrug.

Du kan læse mere om undersøgelsen her.

Kommentarer