Ringsted by

Akut brug for indsamlere på Sjælland

En uge før Landsindsamlingen: Dansk Flygtningehjælp har akut brug for indsamlere på Sjælland.

Med mindre end en uge tilbage til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling er der nu akut brug for frivillige indsamlere på Sjælland. Det fortæller Dansk Flygtningehjælps indsamlingskoordinator i Skovbo, Jesper Breddam.

”For at kunne nå ud til alle husstande på Sjælland skal 2500 ruter dækkes – og indtil videre har vi omkring 770 ubesatte ruter tilbage. Rigtig mange har allerede meldt sig, og det er jeg virkelig taknemmelig for. Men der er stadig ledige ruter, og jeg håber, at endnu flere vil bruge tre timer søndag den 4. november på at gøre en forskel for verdens hårdest ramte flygtninge”, siger Jesper Breddam, der er indsamlingskoordinator i Skovbo.

Lige nu knokler frivillige landet over med at finde indsamlere til årets landsindsamling søndag den 4. november. Hver indsamler får i gennemsnit 1.000 kr. i indsamlingsbøssen på 3 timer. En del af de penge, du samler ind, bliver brugt på at hjælpe mennesker i Yemen, Bangladesh og Syrien. Samtidig skal indsamlingen sikre, at Dansk Flygtningehjælp kan sætte hurtigt og effektivt ind, når katastrofen rammer et nyt sted og mennesker akut får brug for mad og tag over hovedet.

Fakta om mennesker på flugt:
Mere end 68 millioner mennesker er på flugt og langt størstedelen befinder sig i nærområderne – altså i verdens fattigste og mest krigshærgede regioner. I år går pengene derfor blandt andet til Yemen, hvor 20 millioner mennesker har akut brug for nødhjælp på grund af borgerkrig og sult.

Siden 2017 har det muslimske mindretal rohingyaerne flygtet fra Myanmar til Bangladesh, hvor der nu er over en million mennesker strandet i verdens største flygtningelejr i Bangladesh. Pengene går også til at skaffe rent drikkevand, tag over hovedet og beskyttelse.
Derudover vil pengene igen i år gå til flygtninge i og omkring Syrien, hvor krigen hærger på 8. år, der har tvunget 12. millioner mennesker til at forlade deres hjem.

På en enkelt dag kan du være med til at give 5 familier midlertidigt tag over hovedet, 10 familier køkkengrej og sæbe eller rent vand til 150 mennesker i en måned.
Meld dig som indsamler for Dansk Flygtningehjælp søndag den 4. november på tlf. 33 73 51 11 eller på vores hjemmeside www.flygtning.dk/li.
Eller kontakt indsamlingskoordinator, Jesper Breddam på tlf: 30 82 62 30.

Kommentarer