ZBC i Ringsted med i tilbud om nyt cykelcollege
– Man skal lære, så længe man lever. Det passer – også på mig, griner initiativtageren Brian Nygaard Vinjebo. Efter 22 år som ejer af grossistvirksomheden i EnergySport og leder af cykelholdet Team Giant-Castelli, har Brian Nygaard Vinjebo igen fundet fodfæste og er med til at starte et helt nyt og spændende projekt op i Ringsted.
I samarbejde med ZBC starter han nemlig EuxCyclingCollege op i Ringsted. Her er der plads til 25 unge cykeltalenter, som vil fokusere på deres sport, men som samtidig vil have en erhvervsfaglig studentereksamen (EUX) på bare to år. Den uddannelse giver eleverne mulighed for at læse videre eller fortsætte med en karriere i erhvervslivet – eller gå all in på cyklingen efter endt uddannelse.
– De fleste elever bor på skolen i Ringsted, så der opbygges en stemning, som på en efterskole. Der tilknyttes en erfaren undervisningsressource med cykelbaggrund. Undervisningen tilrettelægges, så det er optimalt for en cykelrytter og mange af fagene vil indeholde cykelrelaterede emner, forklarer Brian Nygaard Vinjebo.
– Min rolle bliver at tage hånd om hele cykeluniverset, altså alle de cykelrettede aktiviteter. Vi træner om formiddagen, så vi får udbytte af dagslyset. Jeg følger hver rytter tæt, så alle får max ud af forløbet.
– Der vil blive afholdt foredrag med stjernedrys samt træningslejre. Mange af de elementer, som vi lagde vægt på hos Team Roskilde Junior og Team Giant-Castelli, bliver en del af det nye EuxCyclingCollege.
Rytterne bevarer tilknytningen til deres lokale klub eller team, mens de går på skolen.
– Det, at konceptet bliver en del af ZBC, som er en mega stor spiller på undervisningsområdet, giver mig ro på. Nu følger nogle spændende måneder med en lille roadtour for at tale med potentielle elever og måske deres forældre, så vi kan starte med fuldt hold til august, smiler Brian Nygaard, som glæder sig helt vildt til at komme i gang med det nye arbejde.
Første infoaften er allerede på tirsdag den 19. december klokken 19 i Roskilde. I løbet af januar vil der være infoaftener på Fyn og i Jylland. Det bliver annonceret på Facebooksiden.
En af de helt store udfordringer for unge cykeltalenter er, at de bare gerne vil cykle, mens uddannelse kommer i anden række.
– Vi har haft det tæt inde på livet på både Team Roskilde Junior og på Team Giant-Castelli, så jeg har set hvor stort dilemma, det kan være for rytterne.
– Det at få en uddannelse betyder ikke altid så meget i denne fase af livet, men det er forældrene ikke altid enige i. Denne ubalance kan nemt påvirke rytternes psyke og dermed præstationer. Vi ser ret mange talenter helt droppe cyklingen eller uddannelsen på denne baggrund. Derfor er det altafgørende at få ’work/life-balancen’ genoprettet.
Kommentarer