Ringsted by

Vinder af konkurrence om kunstprojekt i det nye hospitals foyer fundet

Patienter og pårørende vil i fremtiden blive mødt af kunstneren Mette Winckelmanns arbejde i ankomstområdet på Sjællands Universitetshospital i Køge.

Mette Winckelmanns kunstværk “JORD RUM LUFT TID” skal udsmykke foyerområde ved den kommende hovedindgang og lede ind mod det eksisterende hospitals hovedfærdselsåre, Strøget. Ifølge kunstnerens oplæg skal 21 udvalgte vægge udsmykkes med håndglaserede, keramiske fliser fra gulv til loft. Med striber og mønstre i otte smukke farver.

Vinder af kunstkonkurrence

Mette Winckelmann er vinder af en skitsekonkurrence, der blev udskrevet i januar.  Kunstrådet, der har udpeget vinderen, konkluderer:

Med JORD RUM LUFT TID vil Sjællands Universitetshospital, som ønsket få en stærk signatur og et markant kunstnerisk islæt, der vil tage godt imod hospitalets brugere og skabe rum for både æstetisk nydelse og adspredelse.

Mette Winckelmanns forslag fremstår som et markant bygningsintegreret forslag, der går i tæt samspil med bygningernes vægge. Det rummer desuden et overbevisende, sammenhængende greb, med hvilket det lykkes hende at skabe en tydelig forbindelse mellem den eksisterende bygning og den nye tilbygning i Sjællands Universitetshospital.

Fuldstændigt fantastisk

Mette Winckelmann, født 1971, er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1997-2003) og Academy of Art and Design, Bratislava, Slovakiet (1996-97). Hun har udstillet bredt nationalt og internationalt og er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, HEART Herning Museum of Contemporary Art, KØS, Museum for Kunst i det Offentlige Rum i Køge og FRAC i Frankrig. Hendes værker er konstruktioner af geometri, mønstre og collager, der folder sig ud i fladen og rumligt.

–  Det er fuldstændig fantastisk at få lov til at realisere kunstværket til Sjællands Universitetshospital, og som jeg har arbejdet så intenst med de sidste tre måneder. Det bliver spændende at tage fat på næste fase, hvor jeg skal arbejde sammen med entreprenøren om at omsætte skitserne til integreret kunst på det fremtidige hospital siger Mette Winckelmann, der bor i København.

De to øvrige udvalgte kunstnere, der deltog i skitsekonkurrencen, var Allan Gabi og Astrid Marie Christiansen.

Udpeget af Statens Kunstfond

Kunstrådet for Projekt Universitetshospital, Køge –  der består af professionelle repræsentanter udpeget af Statens Kunstfond, repræsentanter for ledelse, patienter og medarbejdere på hospitalet og en repræsentant for borgerne fra projektets følgegruppe – har udvalgt kunstnerne og peget på den endelige vinder. Kunstnerne blev i januar udvalgt på baggrund af deres erfaring med stor skala, rumlig kontekst, tilgang og formsprog.

Kunst og helende rammer

Patientrepræsentant Knud Bloksgaard var glad for at være med i arbejdet med at sikre kunsten som et betydningsfuldt element i de helende rammer på Sjællands Universitetshospital –  og at det sker på et professionelt og højt kvalificeret niveau.

Herudover skal kunsten understøtte hospitalets fokus på den aktive patient. , siger Knud Bloksgaard.

Og Mette Winckelmanns mønstre og farver indbyder netop til at bevæge sig rundt eller lade øjnene gå på opdagelse.

Kunsten integreres i bygningen

Skitsekonkurrencen er et af flere elementer i kunststrategien for Projekt Universitetshospital, Køge.

Der er tradition for at integrere kunst i byggeriet på hospitalet i Køge, derfor har det også været tanken, at den kommende udsmykning integreres i det nye ankomstområde. Vægmalerierne på de fem eksisterende trappetårne bevares. De blev i sin tid er doneret af Statens Kunstfond, fortæller projektdirektør Helle Gaub.

Det videre forløb

Der indledes nu et samarbejde mellem Mette Winckelmann og den entreprenør, som skal står for bygningen. Kunstværket skal udføres for et samlet budget på tre millioner kroner og står færdigt sammen med byggeriet i slutningen af 2024.

Kommentarer