Vetterslev

Vetterslev-Høm får ny danmarkskendt trøjesponsor

Fodboldklubben Vetterslev-Høm Gymnastikforening har indgået et nyt samarbejde med Unisport som officiel leverandør af spiller- og træningsudstyr. Den nye aftale betyder også, at det fremover bliver muligt at købe klubbens trøjerne på en af verdens største fodbold-webshops.

Når fodboldspillerne fra Vetterslev-Høm Gymnastikforenings i fremtiden trækker i spillertøjet, så er det leveret af en helt ny – og landskendt – sponsor.

Den midtsjællandske fodboldklub kan nemlig i dag præsentere et nyt samarbejde med Unisport, der er Nordens førende leverandør af fodboldudstyr. Samarbejdet betyder, at Unisport vil være officiel leverandør af både tøj og udstyr til klubbens medlemmer i alle aldre.

Alt kan købes på Unisports webshop og bliver enten leveret direkte til klubben eller hjem til medlemmerne.

– Vi er en lokal klub, der bringer en masse fodboldglade mennesker på tværs af aldre sammen om fodbold. Vi ved, hvor meget det betyder for især børnene at spille i nogle flotte dragter, og derfor glæder vi os enormt meget til at arbejde sammen med Unisport, siger Jesper Jensen, der er fodbold formand i Vetterslev-Høm.

Vetterslev-Høm i en af verdens største fodbold webshops
Unisport er Nordens største online-butik for salg af fodboldudstyr. Den nye aftale med Vetterslev-Høm Gymnastikforening betyder også, at man nu kan købe spillertøj og udstyr på klubbens helt egen side på Unisports webshop.

Dermed kan både fans og spillerne nu købe udstyr til klubben samme sted, som trofaste fodboldfans verden over køber trøjer fra deres favorithold i alle de største ligaer – herunder storklubber som Paris Saint-Germain og Barcelona.

– Vi har mange medlemmer i lokalområdet og en god håndfuld frivillige, der sørger for at hjulene kører rundt i klubben. Alle de mennesker, der bidrager til klubben, skal selvfølgelig også have let adgang til klubbens trøjer. Og den adgang sørger Unisport for, siger Jesper Jensen.

Hos Unisport er der også stor begejstring for det nye samarbejde med den midtsjællandske lokalklub.

– Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet og de muligheder, det giver. Vetterslev-Høm gør enormt meget for lokalområdet, så vi er rigtig glade for at kunne levere udstyr til klubbens medlemmer, siger Mikkel Sass, Teamsport Manager i Unisport.

Kommentarer