Varetægtsfængsling – Overfald på DSB-medarbejder
En 28-årig mand med syrisk stabsborgerskab, men med opholdstilladelse i Sverige, blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.
Han var tirsdag aften blevet anholdt i et tog, der var ankommet til Ringsted station. Undervejs hertil havde den 28-årige i forbindelse med en billetkontrol overfaldet en 60-årig mandlig DSB-medarbejder med flere slag med flad hånd mod den DSB-ansattes hoved. DSB-medarbejderen var uden fysiske skader efter overfaldet.
Under efterforskningen af overfaldet fik politiet afdækket, at den nu anholdte 28-årige mand tidligere på dagen omkring middagstid havde truet tre medarbejdere i et supermarked i Nordsjællands Politikreds og været i besiddelse af en mindre kniv herunder. Endvidere havde han efterfølgende spyttet på en politibetjent, der anholdt ham i anledning af trusselssagen.
I retsmødet i Retten i Roskilde blev den 28-årige derfor sigtet for trusler på livet, overtrædelse af knivloven og to tilfælde af vold mod personer i offentlig tjeneste. En tolk var tilkaldt til retsmødet, som endte med, at den 28-årige blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 16. december 2021.
Politiet vil i anledning af overfaldet på DSB-medarbejderen i toget gerne i forbindelse med de passagerer, som overværede overfaldet. Passagerne befandt sig i et tog med ankomst kl. 21.16 til Ringsted station og har været vidner, som politiet gerne vil have afhørt for at få belyst sagen og omstændighederne ved overfaldet. Vidner fra toget bedes henvende sig til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46351448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.
Kommentarer