Ringsted by

Varetægtsfængslet for Røveri og brugstyveri

Tidligt onsdag morgen blev en dreng på 15 år og en mand på 19 år begge fra Brøndby anholdt på deres respektive bopæle, idet politiet mistænkte dem for at have en rolle i sagen om røveri og uberettiget brug af en personbil på Balstrupvej i Ringsted tirsdag d. 15.01.2019.

En 68-årig kvinde var ved sin bopæl blevet kontaktet af to mænd, der under trussel med en pistollignende genstand havde fået udleveret personbilen, som de efterfølgende var kørt i fra gerningsstedet. I samme forbindelse havde offeret set anden bil, som de mistænkte formentlig var kørt i til Ringsted.

De to anholdte blev torsdag kl. 11.00 fremstillet i Retten i Roskilde i et grundlovsforhør, der endte med, at de begge blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 14. februar 2019. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning, der bl.a. indebærer politiets forsøg på at identificere yderligere mistænkte i sagen.

Kommentarer