Kværkeby

Ungt par mistede alt ved villabrand i Kværkeby

Ved en parcelhusbrand i Kværkeby natten til søndag mistede husets beboere, et ungt par, alt, hvad de ejede Huset udbrændte totalt. Brandårsagen er endnu ukendt, men en pilleovn, der var installeret i huset, mistænkes at være kilden til den voldsomme brand.

Politiets brandteknikere skal i de kommende dage forsøge at klarlægge forløbet.

Det unge par var bortrejst i weekenden, da branden opstod. Ilden blev opdaget af en nabo til ejendommen, der omkring kl. 1.08 vågnede ved en række høje knald, hvorefter brandvæsenet blev tilkaldt.

Da brandfolkene ankom, var hele bygningen overtændt, og indsatsleder Michael Lohse anmodede derfor både brandstationen i Haslev og Herlufmagle om hjælp med slukningen. Huset stod dog ikke til at redde. Kun en bil, der stod i en garage, blev reddet ud i tide.

Søndag morgen blev en kranvogn fra Beredskabsstyrelsen i Næstved tilkaldt  for at deltage i efterslukningen, da flere af bygningens mure skulle fjernes på grund af nedstyrtningsfare.

Nu forestår et større oprydningsarbejde. Husets tageternitplader, som efter det oplyste indeholder asbest, har nemlig forurenet haver og tage i en større radius.

Foto: Preben Madsen

Kommentarer