Ringsted by

Ulovlig våbenbesiddelse – Valsømagle, Ringsted

Søndag Kl. 11.52 fik politiet en henvendelse om, at en mand fra en given adresse havde skudt mod nogle indpakkede halmballer, der stod på en anden mands grund.

Skuddene var ifølge anmeldelsen afgivet hen over offentlig vej, inden anmelderen gjorde manden opmærksom på det ulovlige i skyderiet.

Politiet kørte med flere patruljer til området for at få kontakt til manden, der var set gå ind på en bestemt adresse. Politiet fik under fornøden sikkerhed, men helt udramatisk kontakt til en 74-årig mand fra Ringsted kl. 13.15, hvor han blev anholdt som mistænkt for ulovlig våbenbesiddelse.

Ved anholdelsen var han i besiddelse af en haglpatron i sine bukser, men ved en efterfølgende ransagning af hans bopæl fandt politiet to haglgeværer med tilhørende ammunition samt anden ammunition til et andet våben. Den anholdte havde ingen tilladelse til hverken besiddelse af våben eller ammunition.

Ved nærmere undersøgelse af en halmballe tæt på den anholdtes bopæl kunne politiet konstatere skudhuller fra et par skud med haglammunition. Ingen havde tilsyneladende været i konkret livsfare, selv om skyderiet mod halmballen formentlig var foregået ud over offentlig vej.

Efter afhøring til sagen forblev den 74-årige i politiets varetægt, idet anklagemyndigheden skal vurdere, hvorvidt han skal fremstilles i grundlovsforhør eller løslades.

Kommentarer