Ringsted by

Udstillingen om midtbanen kører til Jystrup

Se billedserie

Tirsdag den 27. august fortsætter rejsen for den lille udstilling med fotos og historier fra dengang, Midtbanen blev bygget. Denne gang køres mod Jystrup. Sammen med udstillingen opstilles et tog, børn kan lege i.

Den Sjællandske Midtbane gik fra Næstved via Ringsted til Frederikssund. Banen skulle sikre en moderne og smidig transport af gods & folk.
Det var vigtigt for de lokalsamfund, banen gik igennem, at få så kort til stationen som muligt.
Det handlede Vigersted Dilletanternes teaterstykke ”Banebørster og sognerødder” blandt andet om. I stykket, der spillede i dagene omkring Sankt Hans, mødte vi autentiske personer som førstelærer Simonsen, æggemanden Christian Madsen og hans datter Edith, proprietær Frode Madsen, pastor Gustav Georg Krogh Meyer og høkeren.

En udstilling – og en legeplads
”Vi synes, det er en fantastisk måde at formidle den lokale historie på,” siger lokalkoordinator Anette Månsson fra Ringsted Museum. Museum Vestsjælland har derfor i samarbejde med dilletanterner fra Vigersted skabt en udstilling med historier og fotos fra dengang, Midtbanen blev bygget. Du får også en guide til, hvor du den dag i dag kan møde Midtbanen ude i landskabet.
Til børnene bliver der sammen med udstillingen opstillet et flot legetog.

Futte-futte-fut, så kører toget
Udstillingen har både haft plads på Torvet i Ringsted, på Kirkeengen i Vigersted i skuespilsdagene og her på det sidste i museets egen baghave. Nu går turen til Jystrup Brugs – og derefter kører toget til Holbæk Museum for en periode.

Midtbanens historie

I 1847 blev den første jernbane i Danmark anlagt mellem København og Roskilde, og indtil 1920’erne blev der anlagt omkring 5.200 km spor. De var løsningen på den langsommelige transport af mennesker og især gods over land.

Anlæggelse af Midtbanen blev besluttet i 1908. Men banen blev forsinket af 1. verdenskrig. Først i 1917-1924 blev banen gennem Vigersted og Ortved bygget. Banen blev indviet i 1925.

Men før den stod færdig, var godstransporten i stedet flyttet til landeveje og lastbiler.
Så allerede i 1936 blev banen nedlagt og er dermed den jernbanestrækning, der har fungeret i kortest tid i Danmark.

Regnskabet for jernbaneprojektet blev afsluttet i 1938. Prisen var 28.817.037 kr. svarende til næsten 1 milliard kr. i dag.

Kommentarer