Ringsted by

Tre færdselsuheld på sne og isglatte veje

Foto: arkiv

Vestmotorvejen
Kl. 17.28 rykkede politiet ud til en personbil, der var forulykket i det vestgående spor på Vestmotorvejen ved Ringsted.
Der var tale om en 20-årig kvinde fra Brøndby Strand, der under kørslen havde mistet kontrollen over bilen i det glatte føre på motorvejen.
Hun havde derfor påkørt autoværnet og efterfølgende standset i nødsporet.
Ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken, som den 20-årige slap uskadt fra.
Hendes bil var fjernet fra motorvejen kl. ca. 18.00, så trafikken igen uhindret kunne passere uheldsstedet.

Kl. 20.05 skete et solouheld på Vestmotorvejen ved Ringsted, da en 54-årig mand fra Herning kørte galt på grund af spejlglat vej.
Bilen mistede vejgrebet og kurede ind i autoværnet, hvorefter bilen skred over og ramte autoværnet i den anden side af vejen.
Den 54-årige slap fra uheldet med forskrækkelsen og en skadet bil.
Autoværnet fik skader på en strækning på ca. 30 meter i højre side og ca. 4 meter i venstre side.
Vejdirektoratet blev orienteret om skaderne og sendte en saltvogn til stedet.

Ringstedvej/Vestre Ringvej, Ringsted
Kl. 21.38 stødte to biler sammen i et T-kryds på rute150 – Ringstedvej/Vestre Ringvej i Ringsted.
En 46-årig kvinde fra Vordingborg kørte ad Vestre Ringvej mod syd, hvor hun skulle svinge til venstre ad Ringstedvej.
Der var glat i krydset, så den 46-åriges bil mistede kortvarigt vejgrebet og skred let ud i forbindelse med svinget.
Netop som hun havde fået rettet bilen op, blev den 46-årige påkørt bagfra af en anden bilist, en 24-årig mand fra Ringsted.
Den 24-årige havde set, at bilen foran ham skred ud og forsøgte at bremse for den 46-årige.
Men på grund af det glatte føre kunne han ikke nå at standse, så de to biler stødte sammen.
Det resulterede i, at den 46-åriges bil blev skubbet ned i grøften.
Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 46-årige og hendes 12-årige søn blev tilset i ambulance.
De blev begge taget med til sygehuset til kontrol, men ingen af dem var kommet noget til ved uheldet og kunne senere taget hjem.
Politiet optog rapport om uheldet, for at belyse omstændighederne ved sammenstødet.

Kilde: Midt – og Vestsjællands Politi

Kommentarer