Træning for politihunde i Haraldsted blev pludselig alvor
Midt- og Vestsjællands Politi har torsdag trænet hunde i Haraldsted i Ringsted. Træningen blev afbrudt, da der blev meldt om et igangværende indbrud i nærheden.
Der var flere politibiler i området omkring Haraldsted torsdag, da Midt- og Vestsjællands Politi trænede hunde i Haraldsteds skovområder.
Under træningen fik Politiet en anmeldelse om, at der var et indbrud i gang 10 minutters kørsel fra Haraldsted.
Et vidne havde opdaget, at en mand var ved at kravle gennem et vindue til et hus i Uggerløse, der ligger i Holbæk Kommune.
10 minutter senere var hundepatruljen fremme og kunne anholde en indbrudstyv, fortæller Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
– Vi var i nærheden, så da anmeldelsen kom, kørte vi direkte til stedet, hvor vi kunne anholde en indbrudstyv. Han er nu blevet taget med på stationen i Holbæk, lyder det fra Martin Bjerregaard.
Kommentarer