Ringsted by

To Rettighedsskoler fra Ringsted deltager i børnetopmøde

Anne-Mette Friis, Børn- og Ungechef i Unicef.

To skoler i Ringsted Kommune, Vigersted Skole og Dagmarskolen, er repræsenteret, når UNICEF på fredag den 27. oktober afholder det første “børnetopmøde” i København

Mødet afholdes i FN Byen, hvor knap 300 skoleelever og voksne fra UNICEFs Rettighedsskoler og Rettighedsråd i Danmark er samlet for blandt andet at lave en fælles resolution om»god undervisning«i de danske skoler. Resolutionen skal på Børnenes Dag 20. november overrækkes til de danske politikere.

Ringstedskolerne er to ud af blot syv Rettighedsskoler på landsplan. Men 15 yderligere skoler er på vej til at blive Rettighedsskole, herunder Ådalskolen i Ringsted. Næsten 30 danske skoler fra hele landet står på venteliste.

– Det handler om at skabe den bedste skole, og det er eleverne selv, der sætter emner på dagsordenen. Emner som inklusion af handicappede elever, toiletter, og mobning på sociale medier vil være på dagsordenen, og så peger eleverne selv på mulige løsninger under topmødet, der blandt andet udmunder i en resolution om god undervisning, som skal overdrages til politikerne, siger den ansvarlige for børnetopmødet, Anne-Mette Friis, Børn- og Ungechef i Unicef.

Eleverne får på mødet selskab af blandt andet Emma Holten, Rasmus Brohave, Hr. Skæg alias Mikkel Lomborg og DR Ultras Sofie Østergaard.

Kommentarer