To forsøg på tricktyverier i Ringsted
To kvinder fra Ringsted var onsdag udsat for forsøg på tricktyveri. I begge tilfælde fattede de forurettede kvinder mistanke til tyvene og slap derfor med skrækken.
Ca. kl 14.30 blev en 84-årig kvinde antastet i Dagmarsgade af en udenlandsk kvinde, der spurgte om vej til hospitalet. Samtidig tog hun den 84-årige på halsen. Men den ældre kvinde fornemmede, at noget var galt og trak sig væk, hvorefter den anden kvinde forsvandt fra stedet i en bil, hvor der sad en mand.
Nogenlunde samtidig var en anden kvinde udsat for samme behandling i Kongensgade. Også her fattede kvinden mistanke, hvorefter parret kørte fra stedet.
Politiet roser de to årvågne kvinder for at være opmærksomme og mistænksomme og glæder sig over, at gentagne advarsler mod tricktyve tilsyneladende har haft deres virkning.
Kommentarer