Ringsted by

Tjek forruden for stenslag inden ferie

De isnende lave temperaturer på skiferien kan få selv små stenslag til at udvikle sig til revner på forruden. Ekspert i glasskader opfordrer skientusiaster til at kontrollere ruden, inden turen går mod pisterne.

Ifølge Danmarks Statistik drager mere end 200.000 danske borgere på skiferie i februar. Tidligere undersøgelser har samtidig vist, at to tredjedele af dem kører til skisportsstedet i egen bil. Det er dog kun et fåtal af de selvkørende skientusiaster, der ved, at skisportsstedernes iskolde nætter kan have store konsekvenser for bilens forrude. Ifølge Carina Bukkehave, der er direktør i Carglass, kan selv små stenslag udvikle sig til store revner i ruden.

– Man bør kontrollere forruden grundigt for stenslag inden skituren, da selv det mindste brud på ruden udgør en risiko for store revner i kulden. Glasset udvider og bevæger sig, når det bliver udsat for temperaturskift – og jo mere ekstreme de er, des mere stress bliver ruden udsat for. Det er derfor en god ide at få repareret stenslag så hurtigt som muligt, så ruden ikke slår revner på skiferien, forklarer Carina Bukkehave.

– Hvis man tænder bilen om morgenen efter en iskold nat, er der ofte is på forruden. Derfor tænder man naturligt nok for rudevarmen eller blæser varm luft op på ruden. Sådan en pludselig temperaturstigning, kan let få et stenslag til at udvikle sig til en revne, der kan hæmme det frie udsyn til vejen.

Ifølge Carina Bukkehave oplever Carglass hver eneste år en stigning i antallet af forrudeudskift herhjemme i de koldeste måneder. Og med de ekstreme temperaturer på skiferien er risikoen for revner endnu større.

Forvirring om synsregler

Synsreglerne blev skærpet i 2018, hvilket har ført til forvirring hos flere aktører i branchen om de gældende regler. Carglass er dog sikker i sin information. Forruden inddeles i to felter – indenfor viskerfeltet og udenfor. Skader i viskerfeltet kræver både udbedring og omsyn, mens skader udenfor viskerfeltet kræver udbedring, men ikke omsyn. Revner, misfarvninger, stenslag anses som fejl, hvis de hæmmer udsynet. Dette gælder, uanset hvor på ruden skaden er, men i bund og grund er det en vurderingssag for den enkelte synsperson. På rejser i udlandet følger de danske synsregler danske biler.

– Alle stenslag op til størrelsen på en tokrone kan repareres. Men er stenslaget større end det, bliver vi nødt til at skifte hele ruden. Det gælder også, hvis stenslaget er mindre end fem centimeter fra kanten af ruden. Jeg vil anbefale at få repareret alle stenslag hurtigst muligt, siger Carina Bukkehave.

 

Kommentarer