Tilbud på biblioteket: Førstehjælpskursus for forældre til babyer
Pressefoto.
Nye forældre kan lære basal førstehjælp til deres baby, når der er førstehjælpskursus for forældre på biblioteket.
Det kan være svært og overvældende at være forældre til en baby, men med et førstehjælpskursus kan du føle dig mere tryg, fordi du ved, hvad du skal gøre, hvis uheldet skulle være ude.
På biblioteket er der førstehjælpskursus for forældre to onsdage dette forår, nemlig den 4. februar og den 18. marts – begge dage klokken 9.30 til 11.30.
Basale teknikker
På kurset lærer deltagerne de basale førstehjælpsteknikker til babyer.
Instruktøren, som kommer fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, underviser i, hvordan du skal håndtere et bevidstløst barn, hvordan du giver hjertemassage til en baby, og hvad du skal stille op, hvis baby har fået mad eller legetøj galt i halsen; eller hvis der pludselig opstår feberkramper.
Førstehjælpskurset er henvendt til forældre med børn i alderen 0 til 1 år. Det afholdes i Ringsted Biblioteks Aktivitetsrum. Babyer er velkomne på dagen, men barnevogne skal så vidt muligt parkeres udenfor aktivitetsrummet, oplyser arrangøren.
Det er nødvendigt med tilmelding, og billetter købes på bibliotekets hjemmeside eller i betjent åbningstid på Ringsted Bibliotek. Billetter koster 100 kroner pr. næse, men KULT medlemmer slipper med 85 kroner.









Kommentarer