Telia placerer nyt kundecenter i Ringsted
Op til 120 nye, lokale arbejdspladser er på vej til Ringsted. Mobil- og bredbåndsselskabet Telia har udsøgt sig Ringsted som stedet for sit nye kundekontaktcenter.
Telia medbringer tre ledere fra firmaets hovedcenter på Amager i København til at styre den daglige drift af centret. Men resten af medarbejderne skal rekrutteres fra lokalmiljøet. Det betyder i praksis omkring 100-120 nye arbejdspladser i Ringsted.
Ringsted vandt kapløbet om placeringen i kamp med Guldborgsund og Vordingborg kommuner, som også var inde i Telias overvejelser om placering af den nye afdeling.
Det nye kundecenter åbner 1. juni. Når Telia har besluttet sig for at placere centret i Ringsted, skyldes det ikke mindst kommunens velvillighed. Ifølge Telia har man mødt stor imødekommenhed, og kommunen har været hurtig til at sørge for de nødvendige godkendelser af byggesager. Ifølge Telias kundeservicedirektør Henrik Larsen har kommunen været stærkt interesseret i at få de mange nye arbejdspladser til byen.
Centret får til huse i eksisterende lokaler på Frejasvej i Ringsted. Her har Arbejdstilsynet tidligere ligget.
Telia holder informationsmøde om sagen i Ringsted Kongrescenter onsdag den 10. maj.
Kommentarer