Tasketyv blev tilbageholdt på jernbanevej
Kl. 20.22 fredag fik politiet en anmeldelse om, at en ung mand var tilbageholdt efter tyveri af en taske fra ældre kvinde ved jernbanestationen i Ringsted.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt med to vidner samt den tilbageholdte, som var en 17-årig ung mand fra København NV.
En 14-årig dreng fra Ringsted havde under ophold ved busholdepladsen hørt en ældre kvinde råbe ”Stop tyven!”, samtidig med at hun pegede i retning af en ung mand, der løb væk med hendes taske. Den 14-årige kunne ikke selv indhente tyven og fik alarmeret en 19-årig mandlig bekendt fra Ringsted, som stod i nærheden ved et lyskryds i tyvens flugtretning. Den 19-årige løb efter tyven, der nu smed tasken fra sig, og fik ham tilbageholdt, medens en tredje borger, der hørt optrinet, slog alarm til politiet.
Ukendte personer samlede tasken op og gav den retur til den ældre kvinde, hvis identitet politiet ikke kender. Med baggrund i hændelsesforløbet og vidneforklaringerne sigtede politiet den 17-årige for tyveri af tasken.
Politiet underrettede efterfølgende hans værge, ligesom de sociale myndigheder også vil blive underrettet om sagen.
Politiet vil gerne i kontakt med den bestjålne kvinde, idet politiet ikke har oplysninger om hende, hvis oplevelse også har betydning i sagen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Kommentarer