Sydsjællandske Knud Jensen VVS bliver en del af InstallatørGruppen
VVS-virksomheden Knud Jensen VVS A/S bliver den nyeste tilføjelse til InstallatørGruppen, som er en af Danmarks største installationsvirksomheder. Den sydsjællandske VVS-virksomhed kommer derfor til at udgøre en del af de nu 24 danske installationsvirksomheder inden for el-, vvs, fiber samt ventilations- og kølesystemer.
Knud Jensen VVS A/S har afdelinger i Havdrup, Præstø, Næstved og Faxe Ladeplads. Virksomheden udfører alle former for VVS-installationer og blikkenslagerarbejde samt rådgivning inden for energibesparelse. Kunderne er både private, erhverv og offentlige institutioner. Den sjællandske virksomhed blev etableret i 1927 og ejes i dag af Christian Olsen, som også er direktør i virksomheden.
– At blive en del af InstallatørGruppen giver os styrke og flere muskler på den grønne omstilling. Samtidig løfter vi vores virksomhed til næste niveau på ESG. Vi kan herved fortsætte vores gode udvikling på medarbejder- og kundetilfredshed samt rentabilitet, siger Christian Olsen.
Ligesom de andre virksomheder i InstallatørGruppen beholder Knud Jensen VVS A/S deres firmanavn, ledelse, medarbejdere, kontor og opretholder dermed deres lokale forankring og tætte kunderelationer.
– Vi er meget glade for at byde ledelse og medarbejdere i Knud Jensen VVS A/S velkomne i Gruppen. Med deres kernekompetencer og stærke position i lokalmiljøet styrker vi InstallatørGruppens vvs-kompetencer samt vores tilstedeværelse på Sydsjælland. Vi ser meget frem til samarbejdet, siger Peter Frandsen, direktør i InstallatørGruppen
Med Knud Jensen VVS A/S består InstallatørGruppen nu af mere end 20 danske installationsvirksomheder med en samlet omsætning på omkring 2,5 milliarder kroner og mere end 1400 medarbejdere.
Kommentarer