Ringsted by

Swing d’Reinhardt afslutter Sommerjazz på Torvet

Swing d’Reinhardt vil på lørdag den 22. juli klokken 11-14 afslutte årets Sommerjazz på Torvet i Ringsted.

Bandet spiller såkaldt gypsyjazz – en musikstil, der opstod i 30’erne og 40’erne i sigøjnermiljøet i primært Frankrig og Belgien.

Mest berømt i denne stil er Django Reinhardt, som oprindeligt var fra Belgien, men boede det meste af sit liv i Frankrig.

Han var oprindelig banjospiller, men i 1928 indtraf en katastrofe, hvor hans husvogn brændte. Django blev ved den lejlighed så alvorligt forbrændt, at han kun kunne spille med to fingre. Derfor udviklede han en speciel spillestil, som siden dannede skole.

Mest kendt er han for sit samarbejde med violinisten Stéphane Grappelli og deres fælles orkester Quintette du Hot Club de France.

Orkestret, bestod af to guitarer, violin og kontrabas, nøjagtig som »Swing d’Reinhardt« præsenterer det.

Kommentarer