Strid om ret til vejrabat afgjort til Ringsted Kommunes fordel
Sagen om, hvem der ejer rabatten ved Havemøllevej i Ringsted, er nu afgjort til Ringsted Kommunes fordel.
En vejrabat i Ringsted har været omdrejningspunkt i striden mellem en lodsejer og Ringsted Kommune. Lodsejeren har pløjet rabatten ned, hvilket giver jord på vejen og truer trafiksikkerheden.
Det er Ringsted Kommune og ikke lodsejeren, Dorte Jensen, der har ret til den omdiskuterede vejrabat på Havemøllevej. Det afgjorde en landinspektør torsdag, skriver Sjællandske.
Striden om vejrabatten blev ophedet, da lodsejerens pløjning væltede jord ud over vejen, som gjorde den farlig for de børn, der jævnligt cykler der. Samtidig blev vejen så smal, at to biler knapt kunne passere hinanden.
Men selvom landinspektøren nu har afgjort tilhørsforholdet, skal lodsejeren først acceptere afgørelsen, før kommunen kan begynde at genoprette vejrabatten.
Og det står ifølge avisen ikke klart, om Dorte Jensen har accepteret.
Accepterer lodsejeren ikke landinspektørens afgørelse, kan sagen ende i retten.
Kommentarer