Ringsted by

Stort pres på plejeboliger i Ringsted Kommune

Presset på at få en plejebolig i Ringsted Kommune er nu så stort, at kommunens administration anbefaler byrådet at følge ventelisten til plejeboliger og behovet for midlertidige boliger tæt hen over vinteren, og at der laves en opfølgning i starten af 2018. 

Siden august har kommunen ikke haft ledige boliger at tilbyde. 13 borgere står i øjeblikket på venteliste for at få en plejebolig. I øjeblikket modtager de den nødvendige hjælp i deres eget hjem.

Normal praksis er, at borgere, der er visiteret til en plejebolig, får tilbudt en midlertidig bolig, indtil en plejebolig bliver ledig. Men også de midlertidige plejeboliger er blevet en mangelvare, skriver Sjællandske.

På Ortved Plejecenter har man således været nødt til at indkvartere to borgere i en og samme bolig for at opfylde behovet. Det har dog resulteret i en række klager fra såvel borgere som pårørende, der ikke er glade for, at de selv eller deres forældre skal dele bolig med en fremmed person.

– Det er jo ikke den bedste løsning i verden – jeg kan godt forstå, det ikke må være rart at blive placeret med et fremmed menneske, men det er nødvendigt, indtil man kan stille en vente- eller aflastningsplads til rådighed, siger formand i Ældrerådet Inger Glerup til Sjællandske.

 

Ifølge serviceloven skal kommunen tildeles en plejebolig senest efter to måneder.- Det kan vi ikke opfylde, når vi ikke har pladserne. I mellemtiden bliver borgerne selvfølgelig passet og plejet derhjemme med al den pleje, der hører til, siger formand for Ældre og Genoptræningsudvalget Benny Christensen (S).

Løsningen kan blive at bygge nye plejeboliger

– Hvis tendensen fortsætter må vi tænke i nybyggeri for eksempel ved at bygge endnu en blok ude i Knud Lavard Centret. Det er også her det nye sundhedscenter vil blive bygget, slutter Benny Christensen.

Fra administrationen anbefales det over for byrådet, at man analyserer det fremtidige behov, samt at man finder en løsning på udfordringen med de overbefolkede midlertidige boliger.

Kommentarer