Stor ynglesucces for havørnene i Ringsted
Også i år tegner til at blive et godt yngleår for de lokale havørne, fortæller biolog i Ringsted Kommune Eilif Byrnak.
”Her i juli tager de gamle ørne ungerne med ud på de første større flyveture og lærer dem at fange fisk i søerne. Ved Haraldsted Sø og Gyrstinge Sø er der gode muligheder for at se ørnene. Det nye fugletårn ved Gyrstinge Sø, som kan nås fra Store Bøgeskov, er et godt sted at iagttage ørnene og deres unger,” siger biolog Eilif Byrnak.
Mindre held på landsplan
På landsplan gik det mindre godt for havørnene. For første gang i mange år var der et fald i antal unger på vingerne. I 2017 fik 92 ynglende havørnepar i Danmark i alt 104 unger, altså godt 1 unge pr. rede. I 2016 kom der 123 unger på vingerne, det højeste antal siden havørnen vendte tilbage som dansk ynglefugl i 1990’erne.
Tilbagegangen for havørnen i Danmark kan hænge sammen med fugleinfluenza, der i vinteren 16/17 blev konstateret i 12 døde havørne. Dansk Ornitologisk Forening vurderer i den seneste årsrapport i Projekt Ørn, at mellem 40 og 50 havørne har mistet livet på grund af fugleinfluenza. Desværre konstateres også fund af forgiftede ørne.
Kommentarer