Ringsted by

Stor byggeaktivitet skaber midlertidigt pres på sagsbehandling

Per Flor, formand for Plan- og Boligudvalget.

Der er gang i byggeriet i øjeblikket, og det skaber et pres på byggesagsbehandlingen i Ringsted Kommune. Sagsbehandlingstiden på byggesager er derfor midlertidigt længere end kommunens servicemål.

Flere nye private boligområder. Godt gang i byggeriet hos private. Og stor aktivitet i erhvervslivet. Der sker i øjeblikket en stor vækst i byggesager hos både private og hos erhvervslivet. Derfor er der også pres på byggesagsbehandlingen hos Ringsted Kommunes Teknik- og Miljøcenter, som er i gang med at oplære nye medarbejdere på området.

Det betyder, at Ringsted Kommune midlertidigt ikke kan overholde egne servicemål om at behandle byggesager på maksimalt fem-syv uger fra ansøgningen er fuldt oplyst. I øjeblikket er den forventede sagsbehandlingstid på nye byggesager på otte-ti uger.

Ringsted Kommune har stor fokus på at behandle nye byggesager så hurtigt og gnidningsfrit som muligt, fortæller Per Flor, formand for Plan- og Boligudvalget.

– Det er rigtig glædeligt, at både private og erhvervslivet har interesse i Ringsted og overskud til at udvikle vores kommune. Desværre betyder det også, at der lige nu er et særligt pres på vores byggesagsbehandlere, og vi kan i øjeblikket ikke leve op til vores egne servicemål om at behandle nye byggesager på maksimalt syv uger. Vi gør alt, hvad vi kan for at behandle nye byggesager så gnidningsfrit som muligt, siger Per Flor, formand for Plan- og Boligudvalget.

Han opfordrer til, at forespørgsler om nye byggesager indsendes i så god tid som muligt, og at både private og erhvervsliv henvender sig til Teknik- og Miljøcentret til en forhåndsdialog om kommende byggesager.

– Vi håber, at vores behandling af nye byggesager er normal igen i løbet af foråret. Indtil da opfordrer vi til, at tage en forhåndsdialog med os, så vi kan behandle sagerne bedst muligt og forhåbentlig skabe et byggeforløb, som opleves som så gnidningsfrit som muligt af alle parter, siger Per Flor.

Ønske om en forhåndsdialog skal ske via mail-adressen byggesager@ringsted.dk.

Kommentarer