Stjernekig og jubilæumsjazz på Sporvejsmuseet
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm byder på en række særlige oplevelser i årets sidste officielle sommerweekend, 26. og 27. august.
Lørdag 26. august har museet ekstraordinært længe åbent til kl. 22. Det giver mulighed for at nyde sporvognenes farvede linjelanterner efter mørkets frembrud, men også andre “lanterner”, hvis ellers vejret er med på ideen. Det er nemlig sidste lørdag i august, hvor museet gæstes af amatørastronomer fra Københavns Astronomiske Forening, der medbringer deres avancerede stjernekikkerter og tilbyder sightseeing i Universet.
Hvis lørdagens vejr skulle være en blandet fornøjelse, rykker astronomerne inden døre med deres fine, computerstyrede kikkerter, og så er det dér, de viser rundt i Universet på en medbragt skærm. Ikke helt så imponerende som “the real thing”, men astronomernes beretning om deres hobby med de store afstande er stadig spændende.
Astronomerne vender tilbage sidste lørdag i september, 30. september, hvor Sporvejsmuseet igen holder åbent til kl. 22. I sæsonen 2016 var Sporvejsmuseet heldig med vejret begge aftener med stjernekig. Skjoldenæsholm ligger godt for sightseeing i Universet, eftersom der er nogenlunde lige langt til de nærmeste større byer: Ringsted, Roskilde og Holbæk og byernes forstyrrende lysskær.
I de lyse timer lørdag køres med den bevarede københavnske omnibus fra 1897 trukket af ægte hestekræfter. Hesteomnibussen trafikerer en rute mellem Sporvejsmuseet og Skjoldenæsholm Hovedgård.
Jubilæumsjazz
Men der er flere særlige oplevelser i samme weekend. Søndag 27. august holder jazz-bigbandet Basie Trust Big Band en mangeårig tradition i live, når bandet giver koncert med swingende jazz i to afdelinger mellem kl. 13 og 15.
Bigbandets repertoire er først og fremmest swingende jazz, men også “gammel dansk” og latinrytmer.
Basie Trust Big Band, der er under ledelse af Per Vadmand, Vigersted, er hjemmehørende i Ringsted, men har medlemmer fra mange andre steder på Sjælland.
Kommentarer